Vibrationer, der rammer hele kroppen

Vibrationer, der rammer hele kroppen, er med i NFA's landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om ’Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2010’.

Nedenstående analyse gennemgår resultaterne baseret på svar fra ca. 10.600 erhvervsaktive personer, som har udfyldt spørgeskemaet. Resultaterne viser deltagernes svar på spørgsmål om vibrationer, der rammer hele kroppen, indenfor forskellige jobgrupper, aldersgrupper og køn. Derudover sammenlignes deltagernes oplysninger om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen med oplysninger fra deltagere i en lignende undersøgelse i 2005, ’Arbejdsmiljø i Danmark 2005’.

Læsevejledning

Inden du læser selve analysen, vil vi anbefale dig at læse den korte beskrivelse af, hvad du kan lægge i resultaterne.

Hovedkonklusioner

  • Jobgrupper: Landbrugs-, gartneri- og skovbrugsarbejdere, murere og andre bygningsarbejdere samt lager- og havnearbejdere er de jobgrupper, som oftest oplever, at de er udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen i ¼ eller mere af arbejdstiden.
  • Alder: Der synes ikke at være nogen aldersbetingede forskelle på, om henholdsvis mænd og kvinder oplever at blive udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen.
  • Køn: Flere mænd end kvinder oplever, at de er udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen.
  • Udvikling: 8,9 % af alle deltagere i undersøgelsen i 2010 oplever, at de på arbejdet er udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen. Der er tale om en statistisk signifikant stigning på 77 % af deltagerne i undersøgelsen i 2010 i forhold til en tilsvarende undersøgelse i 2005.

Kort om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen

Udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen, er forbundet med rygproblemer og lændesmerter fra vibrationer ved kørsel med entreprenørmaskiner, traktorer, trucks og lastbiler. Vibrationerne spredes fra sædet op gennem kroppen som rystelser og belaster ryggen. Det kan føre til rygproblemer, især lænderygsmerter, men også diskusprolaps og tidlig nedslidning. Når mennesker udsættes for vibrationer samtidig med fastlåste arbejdsstillinger og hyppige vrid af ryggen, stiger risikoen for skader. Det samme er tilfældet, når musklerne er trætte, eller ryggen er trykket sammen efter hårdt fysisk arbejde. Bump og uventede bevægelser, der fx skyldes et ujævnt underlag eller mindre påkørsler, øger også risikoen.

Spørgsmål om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen

Den Nationale undersøgelse ’Arbejdsmiljø og helbred i 2010’ omfattede et spørgsmål om vibrationer, der rammer hele kroppen, som også var med sidste gang undersøgelsen blev foretaget i 2005 (’Arbejdsmiljø i Danmark 2005’). Spørgsmålet lød:

  • Er du udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen (fx fra traktor, gaffeltruck eller anden arbejdsmaskine)?

Svarmulighederne omhandlede, hvor stor en del af den daglige arbejdsdag deltageren var udsat for vibrationer. Det kunne være ’Næsten hele tiden’, ’Ca. ¾ af tiden’, ’Ca. ½ af tiden’, ’Ca. ¼ af tiden’, ’Sjældent/meget lidt’ eller ’Aldrig’.

Resultater om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen, i 2010

Jobgrupper

Resultaterne for udsættelse for vibrationer, der rammer kroppen i mere end ¼ af arbejdstiden, opgjort på jobgrupper.

Følgende jobgrupper oplever statistisk set (signifikant) oftere end gennemsnittet at være udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen i ¼ eller mere af arbejdstiden. Jobgrupperne er vist med faldende værdier for, hvor stor en del af tiden det sker:

  • Landbrugs-, gartneri- og skovbrugsarbejdere
  • Murere og andre bygningsarbejdere
  • Lager- og havnearbejdere
  • Tømrere og snedkere - byggeri
  • Metalarbejdere, ufaglærte - industri
  • Mekanikere og maskin- og metalmontører - industri
  • Blikkenslagere - byggeri
  • Militær og civilforsvarspersonel
  • Nærings- og nydelsesmiddelarbejdere
  • Slagteriarbejdere
  • Faglærte maskinarbejdere - industri
  • Ejendomsfunktionærer
  • Elektrikere
  • Selvstændige.

Svarprocenterne i undersøgelsen varierer med køn og alder. NFA har derfor foretaget en række specialanalyser som viser, at variationen i svarprocenter i praksis ikke ændrer på, hvilke jobgrupper, der ligger højt i ovenstående analyser.

Se svarene om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen, fordelt på jobgrupper.

Alder og køn

Resultaterne for udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen, opgjort på alder og køn:

  • Flere mænd end kvinder oplever, at de er udsat for vibrationer på arbejdet, som rammer hele kroppen (total: mænd: 15,8 %; kvinder: 2,7 %).
  • Der synes ikke at være nogen aldersbetingede forskelle på, om henholdsvis mænd og kvinder oplever, at de er udsat for vibrationer på arbejdet, som rammer hele kroppen.

Se svarene om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen, fordelt på alder og køn.

Udvikling i udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen, fra 2005 til 2010

En sammenligning af besvarelserne af samme spørgsmål i henholdsvis 2005 og 2010 viser, at statistisk signifikant flere deltagere i 2010 oplever, at de er udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen:

  • 2005: 5,0 % af samtlige deltagere.
  • 2010: 8,9 % af samtlige deltagere.

Dette er en stigning på 3,6 procentpoint fra 2005 til 2010, og svarer til en stigning i antallet af udsatte deltagere i undersøgelsen på 77 % fra 2005 til 2010. Stigningen kan ikke forklares med, at der er flere ansatte i brancher, som anvender transport- eller entreprenørmaskiner. Deltagere fra jobgrupper, som ikke forventes at være udsat for vibrationer, der rammer hele kroppen, rapporterer også om vibrationer på arbejdet. Stigningen må derfor tages med et vist forbehold, da deltagernes opfattelse af, hvad ’vibrationer, der rammer hele kroppen’ er, kan have ændret sig siden undersøgelsen i 2005.

Find tidsudviklingen for udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen fra 2005 til 2010 her.

Læs mere om udsættelse for vibrationer, der rammer hele kroppen

Læs Arbejdstilsynets 'Bekendtgørelse om beskyttelse mod udsættelse for vibrationer i forbindelse med arbejdet’.

Læs Arbejdstilsynets vejledning D.6.7 om 'Helkropsvibrationer'.


 

 

 09.06.2011
Kontakt: Søren Peter Lund
 
 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518