Selvvurderet helbred er med i NFA's landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ’Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2010’.
Nedenstående analyse gennemgår resultaterne baseret på svar fra de ca. 10.600 erhvervsaktive personer, som har udfyldt spørgeskemaet. Resultaterne viser deltagernes svar på spørgsmål om selvvurderet arbejdsevne indenfor forskellige jobgrupper, aldersgrupper og køn.
Læsevejledning
Inden du læser selve analysen, vil vi anbefale dig at læse den korte beskrivelse af, hvad du kan lægge i resultaterne.
Hovedkonklusioner
-
Jobgrupper: Den selvvurderede arbejdsevne er generelt høj i de jobgrupper, som har en høj uddannelse eller er beskæftiget med vidensarbejde. Jobgrupper med et godt generelt selvvurderet helbred har også en høj selvvurderet arbejdsevne, mens jobgrupper med et dårligt generelt selvvurderet helbred også har en lav selvvurderet arbejdsevne.
-
Alder: Den selvvurderede arbejdsevne er højest blandt unge.
-
Køn: Den selvvurderede arbejdsevne er højere blandt mænd end blandt kvinder.
Kort om selvvurderet arbejdsevne
Selvvurderet arbejdsevne handler om arbejdstagerens vurdering af egen evne til at klare de fysiske og mentale krav, som stilles i arbejdet, og om denne evne er nedsat på grund af sygdom eller ulykke. En lav selvvurderet arbejdsevne forudsiger efterfølgende sygefravær og er den faktor, som har den stærkeste sammenhæng med en efterfølgende tidlig afgang fra arbejdsmarkedet.
Spørgsmål om selvvurderet arbejdsevne
Den nationale undersøgelse ’Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2010’ stillede tre spørgsmål om selvvurderet arbejdsevne:
- Hvordan vurderer du din nuværende arbejdsevne i forhold til de fysiske krav i dit arbejde?
- Hvordan vurderer du din nuværende arbejdsevne i forhold til de mentale krav i dit arbejde?
- Vil du sige, at din arbejdsevne er nedsat på grund af sygdom eller ulykke?
Svarene på disse tre spørgsmål er blevet lagt sammen til en skala, som går fra 0 (lav arbejdsevne) til 100 (høj arbejdsevne).
Resultater om selvvurderet arbejdsevne
Jobgrupper
Den selvvurderede arbejdsevne er høj i jobgrupper med et godt selvvurderet helbred og lav i jobgrupper med dårligt selvvurderet helbred. Den selvvurderede arbejdsevne er generelt bedst i jobgrupper med høj uddannelse eller blandt erhvervsaktive beskæftiget med vidensarbejde.
Følgende jobgrupper rapporterede statistisk signifikant bedre selvvurderet arbejdsevne end øvrige jobgrupper:
- EDB-folk
- Medie- og reklamefolk
- Serveringspersonale
- Bogholdere og revisorer
- Læger og tandlæger
- Chefer
- Kontorfunktionærer, privatansatte og fuldmægtige
- Akademikere, samfundsvidenskab og humaniora
- Universitetsforskere
- Sælgere
- Akademikere, naturvidenskab
- Lærere på mellemuddannelser
- Ingeniører og arkitekter
- Gymnasielærere
- Teknikere
- Alment kontorarbejde.
Alders- og kønsfordeling adskiller sig for nogle jobgrupper mærkbart fra gennemsnittet. Jobgruppen serveringspersonale omfatter fx mange unge og dette er formodentlig grunden til, at denne gruppe i gennemsnit har god selvvurderet arbejdsevne.
Følgende jobgrupper rapporterede statistisk signifikant dårligere selvvurderet arbejdsevne end øvrige jobgrupper:
- Dagplejere
- Mekanikere og maskin- og metalmontører – industri
- Hjemmepleje, hjemmehjælp og omsorgsmedhjælpere
- Ejendomsfunktionærer
- Metalarbejdere, ufaglærte, industri
- Pædagoger og pædagogmedhjælpere
- Murere og andre bygningsarbejdere
- Blikkenslagere – byggeri
- Rengøringsassistenter
- Slagteriarbejdere.
Svarprocenterne i undersøgelsen varierer med køn og alder. NFA har derfor foretaget en række specialanalyser som viser, at variationen i svarprocenter i praksis ikke ændrer på, hvilke jobgrupper, der ligger højt i ovenstående analyser.
Se svarene om selvvurderet arbejdsevne, fordelt på jobgrupper.
Alder og køn
- Den selvvurderede arbejdsevne er højest blandt unge, og den er højere blandt mænd end blandt kvinder.
Se svarene om selvvurderet arbejdsevne, fordelt på alder og køn.
Læs mere om arbejdsevne
Sell L, Bultmann U, Rugulies R, Villadsen E, Faber A & Sogaard K. Predicting long-term sickness absence and early retirement pension from self-reported work ability. International Archives of Occupational and Environmental Health. 2009;82(9):1133-1138.