Søvn

Oplevelsen af søvn indgår i NFA's landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ’Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2010’.

Nedenstående analyse gennemgår resultaterne baseret på svar fra de ca. 10.600 erhvervsaktive personer, som har udfyldt spørgeskemaet. Resultaterne viser deltagernes svar på spørgsmål om søvn indenfor forskellige jobgrupper, aldersgrupper og køn.

Læsevejledning

Inden du læser selve analysen, vil vi anbefale dig at læse den korte beskrivelse af, hvad du kan lægge i resultaterne.

Hovedkonklusioner

  • Jobgrupper: Arbejdstagere fra vidt forskellige jobgrupper oplyser, at de har forstyrret og dårlig søvn.
  • Alder: Mænd og kvinder på 50-59 år oplyser, at de har flere nætter med vågne perioder end deres yngre kolleger oplyser. Til gengæld er de mere udhvilede og tilfredse med deres søvn.
  • Køn: Kvinder oplever flere dage med forstyrret søvn og dårlig søvn end mænd.

Kort om søvn

Der er mange årsager til dårlig søvn. Nogle af dem skyldes arbejdet, andre ikke. Fx påvirker natarbejde og tidligt morgenarbejde søvnen. Det samme gør børn, en partner som snorker eller støj fra gaden.

Dårlig søvnkvalitet viser sig på to måder: Man sover for lidt (forstyrret søvn), og man sover for dårligt og føler sig ikke udhvilet (dårlig søvn). En god søvn er helt nødvendig for, at kroppen kan restituere sig fra dag til dag. Hvis man sover dårligt, bliver man træt, og det kan øge risikoen for arbejdsulykker samt mindske kvaliteten og produktiviteten i arbejdet.

Spørgsmål om søvn

Den nationale undersøgelse ’Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2010’ omfattede seks spørgsmål om søvn. Deltagerne blev bedt om at svare på, hvor mange dage i gennemsnit pr. uge i løbet af den sidste måned, de havde forskellige søvnproblemer. Vi opdelte spørgsmålene i to kategorier:

  1. Forstyrret søvn.
    a. Har du brugt mere end 30 minutter på at falde i søvn, efter lyset blev slukket?
    b. Har du været vågen i en periode på mere end 30 minutter i løbet af natten?
    c. Er du vågnet mere end 30 minutter tidligere, end du har ønsket, uden at kunne falde i søvn igen?
  2. Dårlig søvn.
    a. Har du følt, at du ikke var udhvilet, efter at du har sovet?
    b. Har du været så træt eller søvnig, at det er gået ud over dit arbejde eller privatliv?
    c. Har du været utilfreds med din søvn?

For hvert spørgsmål var det muligt at svare mellem 0 og 7 dage pr. uge. For hver kategori blev antallet af dage lagt sammen. Værdien går altså fra 0-21, og en høj værdi svarer til, at deltageren oftere har forstyrret eller dårlig søvn.

Resultater om søvn

Jobgrupper

  • Der er ikke nogle særlige kendetegn, som adskilte de jobgrupper, hvor deltagerne oplyser, at de har mange døgn med søvnproblemer fra de jobgrupper, hvor deltagerne oplyser, at de har få døgn med søvnproblemer.

Svarprocenterne i undersøgelsen varierer med køn og alder. NFA har derfor foretaget en række specialanalyser, som viser, at variationen i svarprocenter i praksis ikke ændrer på hvilke jobgrupper, der ligger højt i ovenstående analyser.

Se svarene om forstyrret søvn fra alle deltagerne i undersøgelsen, fordelt på jobgrupper.
Se svarene om dårlig søvn fra alle deltagerne i undersøgelsen, fordelt på jobgrupper.

Alder og køn

  • Kvinder oplever flere dage med forstyrret søvn og dårlig søvn end mænd.
  • Kvinder og mænd mellem 50-59 år oplyser, at de har flere døgn med vågne perioder end yngre kvinder og mænd.
  • Jo yngre deltagerne er, jo flere gange oplever de, at de er utilfredse med deres søvn, og at de ikke er udhvilede efter at have sovet. Det gælder både for mænd og kvinder.

Se svarene om forstyrret søvn fra alle deltagerne i undersøgelsen, fordelt på alder og køn.
Se svarene om dårlig søvn fra alle deltagerne i undersøgelsen, fordelt på alder og køn.


 

 

 09.06.2011
Kontakt: Anne Helene Garde
 
 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518