Arbejde og kondi - nyheder

Du kan her se nyheder om arbejde, kondition og hjerte-kar-sygdom, som tidligere er offentliggjort på NFA's hjemmeside.

Nyt faktaark om hårdt fysisk arbejde og hjerte-kar-sygdom

23-09-2010:
Det kræver en god fysisk form, hvis man skal kunne holde til at have hårdt fysisk arbejde. Den gode kondition opnår man ved at være aktiv i fritiden - ikke ved at have hårdt fysisk arbejde. Det viser resultaterne fra en undersøgelse af 5.000 danske mænd, som forskere fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har gennemført. Resultaterne er offentliggjort i videnskabelige artikler, og du kan nu læse et sammendrag af resultaterne i et faktaark fra NFA.

Lange arbejdsdage kræver god kondition

07-09-2010:
Mænd, der arbejder mere end 45 timer om ugen, har øget risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom, hvis de er i dårlig fysisk form. Det viser en undersøgelse af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Bispebjerg Hospital og Syddansk Universitet. Resultaterne er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Heart.

God fysisk form mindsker risiko for gentaget hjertetilfælde

21-04-2010:
Mænd, der rammes af hjertetilfælde, har øget risiko for at blive ramt igen, uafhængigt af om de har hårdt fysisk arbejde eller sidder på kontor. Er de i god fysisk form, har de 72 procent lavere risiko for at dø tidligt af hjerte-kar-sygdomme end dem med dårlig fysisk form. Den fysiske form spiller tilsyneladende en større rolle end fysiske krav i arbejdet. Hårdt fysisk arbejde medførte dog en generel øget dødelighed med 36 procent. Det viser en undersøgelse af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Bisbebjerg Hospital og Syddansk Universitet. Resultaterne er netop offentliggjort i Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.

Højt kondital beskytter mænd med hårdt fysisk arbejde mod hjerte-kar-sygdom

15-04-2010:
Mænd med hårdt fysisk arbejde har en fordoblet risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom, hvis de har et lavt kondital. Omvendt har mænd med hårdt fysisk arbejde og højt kondital ikke forøget risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom. Det viser en undersøgelse af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Bispebjerg Hospital og Syddansk Universitet. Resultaterne er netop offentliggjort i Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.

Fysisk aktivitet i fritiden er nødvendig – især hvis du har hårdt fysisk arbejde

27-10-2009:
Risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdomme er mindre, når du er fysisk aktiv i fritiden. Det gælder især personer med hårdt fysisk arbejde. Resultatet stammer fra en undersøgelse af ca. 5000 danske midaldrende mænd, som forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Bispebjerg Hospital og Syddansk Universitet har gennemført. Resultaterne er netop offentliggjort i Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.  

 11.10.2010
Kontakt: NFA's webredaktion
 
 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518