Om undersøgelsen
PIFT-projektet (Projekt Intervention i Fravær og Trivsel) undersøger det
psykiske arbejdsmiljøs betydning for fraværet ved at følge udviklingen på
arbejdspladser, der fra 1996 til 1998 systematisk forbedrede det psykiske
arbejdsmiljø (forsøgsarbejdspladser). Udviklingen sammenlignes med andre
arbejdspladser, der "gjorde som de ellers ville have gjort"
(sammenligningsarbejdspladser).
Bedre psykisk arbejdsmiljø - mindre fravær
I fraværsstatistikken for Staten, som er den mest omfattende, der er
offentligt tilgængelig i Danmark, var fraværet lidt højere i 1998 end i 1996.
Det var det også på de arbejdspladser, der deltog i forskningsprojektet PIFT,
men her viste det sig, at stigningen var størst på de arbejdspladser, der
ikke havde gjort noget for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Derimod var
stigningen meget lille på projektets forsøgsarbejdspladser, som netop havde
gjort en indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det ser altså ud
til, at indsatsen har reduceret fraværet.
Psykisk arbejdsmiljø vigtigt
Effekten var størst på de arbejdspladser, der allerede fra starten havde det
bedste psykiske arbejdsmiljø. Næsten hele stigningen i fravær er sket på den
tredjedel af arbejdspladserne, der fra starten af projektet havde det
dårligste psykiske arbejdsmiljø.
Især til gavn for medarbejdere med nedsat arbejdsevne
Indsatsen for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø har især gavnet
medarbejdere med nedsat arbejdsevne. De havde fra starten dobbelt så højt
fravær som de "raske". På den tredjedel af forsøgsarbejdspladserne,
der fra starten havde det bedste psykiske arbejdsmiljø, faldt fraværet blandt
medarbejdere med nedsat arbejdsevne til gennemsnittet blandt
"raske".
Perspektiv
Både menneskeligt og samfundsøkonomisk er det en dårlig løsning at nedbringe
fraværet ved at skille sig af med ansatte, der har nedsat arbejdsevne og højt
fravær. Derfor er det opløftende, at det er muligt at bringe det høje fravær
hos disse medarbejdere ned på niveau med det normale gennemsnit ved at
forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Men det er fortsat en stor udfordring at
nedsætte fraværet på de arbejdspladser, der allerede fra projektets start
havde et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Om pjecen
AMI har udgivet en pjece i forbindelse med undersøgelsen: Bedre trivsel -
mindre fravær. Projekt Intervention i Fravær og Trivsel (PIFT). Pjecen kan
rekvireres hos Arbejdsmiljøbutikken, www.arbejdsmiljobutikken.dk, Tlf. 3614
3131, e mail: ekspeditionen@amr.dk eller fra
downloades på
www.arbejdsmiljoforskning.dk
Yderligere information
Martin L. Nielsen, forsker, AMI, direkte telefon 39 16 52 92. Vilhelm Borg,
forskningschef, AMI, direkte telefon 39 16 53 58.