I samarbejde med ASC og en nordisk videnskabelig komité arrangerer AMI enkonference om nye udviklingstendenser i arbejdsmiljøet i Nordeuropa. NEWEC2002, som konferencen hedder, finder sted den 9-11. september 2002 i"Den Sorte Diamant" - Det Kongelige Bibliotek i København.
Konferencen fokuserer på nye aspekter af arbejdsmiljø i Nordeuropa. En stor og stadig voksende del af den arbejdende befolkning i denne region er beskæftiget med nye former for arbejde og har arbejdsbetingelser relateret til brugen af informations- og kommunikationsteknologi. De nye former for arbejde og arbejdsbetingelser er karakteriseret af konstante krav til tiltagende fleksibilitet, evne til forandring, effektivitet samt forøget produktivitet. Det medfører et højt arbejdspres, som resulterer i stress og helbredsproblemer. Udfordringen for arbejdsmiljø- og sundhedsforskning er at reagere i forhold til nye og hurtigt forekommende ændringer i udviklingen og bidrage med viden til forandring og promovering af bæredygtige arbejdspladser i alle sektorer.