I undersøgelsen som er foretaget af AMI indgår 168 kvinder, der er beskæftiget med enten rengøring eller ensidigt computerarbejde. Kvinderne har haft det samme arbejde i mindst 8 år og beskriver selv deres arbejde som EGA. Kvinderne er inddelt i to grupper med hensyn til besvær i nakke, skulder, albue og håndled. En gruppe med "lidt besvær" (39 personer) og en gruppe med "meget besvær" (129 personer).
Fysisk styrkeHovedkonklusionen af undersøgelsen er, at kvinderne med "lidt besvær" er markant stærkere i skulder- og arm regionerne end kvinderne med "meget besvær". Det gør sig navnlig gældende for rengøringsassistenterne, mens kvinder med computerarbejde ikke har markante forskelle i muskelstyrke. Fysisk aktivitet i fritiden kan ikke forklare, hvorfor kvinder med "lidt besvær" er markant stærkere. Det er muligt, at de altid har været stærkere. Også før de startede deres arbejde. Det giver undersøgelsen ikke svar på.
Indflydelse på arbejdet Undersøgelsen viser også, at kvinderne med "lidt besvær" oplever, at de har markant mere indflydelse på deres arbejde end kvinderne med "meget besvær". Vi ved fra andre undersøgelser, at oplevelsen af at have indflydelse på sit arbejde er en meget vigtig faktor for medarbejdernes velbefindende. Og indflydelse på jobbet kan muligvis kompensere for andre krav i arbejdet.
- En udvidelse af indholdet i jobbet kan være en løsning til at opnå variation. Ved variation forstås, at man veksler EGA med arbejde, som har en anden belastningsprofil. Fx kan rengøringsarbejde suppleres med administrative opgaver, eller computerarbejde kan suppleres med rengøringsopgaver, fortæller Hanne Christensen, forskningsleder på AMI.
- På Slagelse Sygehus skaber rengøringsassistenterne selv variation i opgaverne, fortæller Connie Christensen, som er fast afløser og tillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne.
- Vi har et godt forhold til vores ledere. Vi kan derfor foreslå, at tingene ændres, hvis vi mener, at arbejdsmiljøet kan forbedres. Og faktisk har vi allerede indført forbedringer. Én af de største ting vi har lavet, er uddannelsen af serviceassistenter. Det er meningen, at de på længere sigt skal arbejde både med rengøring, portørarbejde, patienttransport og lignende. Men indtil videre har vi kun fået oprettet en stilling i Dialyseafsnittet, og en prøvestilling på Røntgenafdelingen. Men vi har lavet udkast til flere stillinger.
Susanne Petersen, som er telefonist ved Servicetelefonen hos Tele Danmark, fortæller:
- Som telefonist ved 118-nummeroplysningen har vi ingen mulighed for at variere vores arbejdsdag, for vi har jo ikke indflydelse på, hvornår kunderne ringer. Nogle gange kommer opkaldene i stimer, mens andre gange kommer de i en lind strøm hele dagen. Så p.t. består variationen i, at modtage opkald siddende eller stående.
Pjece om EGA og bevægeapparatbesværAMI har udgivet en pjece i forbindelse med undersøgelsen: EGA og bevægeapparatbesvær - en undersøgelse af forskelle i reaktionsmønstret hos kvinder med ensidigt gentaget arbejde gennem mange år. Pjecen kan rekvireres hos At-salg, tlf.: 39 15 25 26, e-mail: atsalg@arbejdstilsynet.dk, pris: 15 kr. ekskl. moms og forsendelse.
Udbredelsen af EGADen samlede forekomst af EGA blandt danske lønmodtagere blev i 1995 opgjort til 20% af de danske lønmodtagere. Ensidigt gentaget arbejde er defineret som et arbejde hvor den samme arbejdsopgave gentages flere gange i timen (10% af de danske lønmodtagere) eller som et arbejde, hvor de samme arm-/håndbevægelser udføres flere gange i minuttet (10% af de danske lønmodtagere).
Yderligere informationHanne Christensen, forskningsleder AMI, direkte telefon 39 16 53 62.
Karen Søgaard, seniorforsker AMI, direkte telefon 39 16 53 46.
Søgegenveje
(Disse genveje er tilbudt som forslag til søgeprofiler. Der ligger ikke heri nogen anbefaling af de fundne informationer fra AMIs side).
Google: Fund på nettet
- [EGA, rengøring, kvinder] [repetitive, monotonous, cleaning, women]
- [EGA, computer, kvinder] [repetitive, monotonous, computer, women]