Nu kan alle sammenligne arbejdsmiljøet i job og brancher på Internettet.Arbejdsmiljøinstituttet (AMI) offentliggør en af de største danskearbejdsmiljøundersøgelser "Arbejdsmiljø i Danmark 2000" påAMI's netsted. Resultaterne vises i farver, så det er nemt at se, hvilkejobtyper, der har godt og dårligt arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøinstituttet har i 1990, 1995 og 2000 spurgt repræsentativt udvalgte borgere om deres arbejdsforhold, og resultaterne af interviews med flere tusinde danske lønmodtagere præsenteres på AMI's netsted: Undersøgelsen viser, hvilke påvirkninger folk er udsat for i deres arbejde. Hvis man er interesseret i et bestemt job, kan man få et overblik over, hvor jobbet har et bedre arbejdsmiljø i forhold til andre job, og hvor det er dårligere. Hvis man er interesseret i en bestemt arbejdsmiljøpåvirkning, kan man få et overblik over, hvilke jobs, brancher og aldersgrupper, der er mest udsatte, og hvilke der er mindst udsatte.
Statistik i farver
Resultaterne er vist i farver, så man kan se om et bestemt tal er "statistisk sikkert" og om det ligger over eller under gennemsnittet. Det skal hjælpe med at hindre konklusioner, som kan skyldes tilfældigheder."
Målgruppen er folk, der arbejder med arbejdsmiljø
Du er sikkerhedsrepræsentant og to af dine kolleger har fået nogle gener. Kan det hænge sammen med, hvad de er udsat for på arbejdet? Er der mange i branchen, der har de gener? Du er arbejdsleder eller arbejdsgiver og jeres arbejdspladsvurdering viser et bestemt problem eller er det noget, andre også har? Målgruppen er de, der beskæftiger sig med arbejdsmiljøproblemer: Arbejdstilsynet, virksomhedsrådgivere, fagforbund, arbejdsgiverforeninger, Sikkerhedsorganisationer på arbejdspladserne osv. De får her et nyt hjælpemiddel til at prioritere, hvor kræfterne skal bruges. Derudover kan undersøgelsen bruges i undervisning på erhvervsskoler, gymnasier og universiteter. Samtidig vil det styrke bevidstheden om arbejdsmiljø hos de kommende generationer på arbejdsmarkedet.
Lav dine egne opstillinger
Man behøver ikke nøjes med de grafer, AMI har lavet, da man kan hente job- og branchetallene til sit eget regnearksprogram, og lave nye og anderledes opstillinger.
Om undersøgelsen
Arbejdsmiljø i Danmark 2000 kan ses på AMI's netsted. Den næste interviewrunde, som afdækker arbejdsmiljøet kommer i 2005.
Yderligere information
Hermann Burr, forsker, AMI, tlf.: 39 16 53 64.
Poul-Anker Lund, kommunikationschef, AMI, tlf.: 39 16 52 40.