IT-branchen: Engagement med indbyggede konflikter

02-04-2003
IT-branchens arbejdsmiljø for første gang kortlagt: Involvering og engagement er grundlaget, men ophobning af arbejde, utryghed og ringe konfliktløsning giver stress. IT-medarbejderne er mere stressede end øvrige ansatte i Danmark.

Myten om de lange arbejdstider bliver gennemhullet i den første større danske undersøgelse af IT-branchens arbejdsmiljø.

Derimod er IT-medarbejdere faktisk mere stressede end danskerne i gennemsnit - dog således, at drifts-konsulenter og systemudviklere bærer den største stress-byrde, mens ledere og markedsførings-ansatte oplever at have bedre arbejdsvilkår end gennemsnittet på det danske arbejdsmarked.

IT-branchen er præget af en høj grad af involvering og engagement hos medarbejderne. På den negative side er ophobning af arbejde, utryghed, uklare roller og ringe konfliktløsning hos ledelsen nogle af de udfordringer, branchen må tackle for at forbedre arbejdsmiljøet.

Dette er hovedtræk i en ny undersøgelse, som er udført af forskerne Britt Caplen Jensen, Bo Netterstrøm og Vilhelm Borg, Arbejdsmedicinsk Klinik, Hillerød Sygehus og Arbejdsmiljøinstituttet. IT-Brancheforeningen tog initiativ til undersøgelsen og gav en startbevilling. Arbejdsmiljørådets Servicecenter har finansieret undersøgelsen. I alt 808 medarbejdere i seks deltagende IT-virksomheder er blevet spurgt om deres arbejdsmiljø.

"Undersøgelsen er en af de første større kortlægninger af arbejdsmiljøet inden for et videnerhverv. Det er tydeligt, at IT-branchen må lægge sig i selen for at skabe et bedre miljø for sine medarbejdere", siger overlæge, dr. med. Bo Netterstrøm, Hillerød Sygehus, der sammen med Vilhelm Borg har det forskningsmæssige ansvar for undersøgelsen.

"IT-branchen skal være attraktiv - livet igennem. Virksomhederne sætter allerede i dag betydelige ressourcer af til at sikre gode vilkår for medarbejderne. Hvis rapporten kan være med til at gøre arbejdsmiljøet endnu bedre og sætte fokus på nogle ømme punkter, så er et stort skridt taget", siger adm. dir. Jakob Lyngsø fra IT-Brancheforeningen.

IT-Brancheforeningen har sammen med Ingeniørforeningen i Danmark, HK Sam Data, PROSA,Akademikernes Centralorganisation og Finansrådet indgået i en følgegruppe i forbindelse med undersøgelsen.

Forskerne har givet en række anbefalinger til IT-branchen på baggrund af rapporten. Disse kan sammen med rapporten læses på www.itb.dk eller www.arbejdsmiljoforskning.dk fra 9. april kl. 13.00.

Download rapporten.

Yderligere information
Overlæge, dr. med. Bo Netterstrøm, Hillerød Sygehus, tlf. 48 29 35 31, bone@fa.dk
Forskningschef, Vilhelm Borg, AMI, tlf. 39 16 53 58, vb@ami.dk
Adm. direktør Jakob Lyngsø, IT-Brancheforeningen, tlf. 33 95 05 95, jl@itb.dk

07-10-2005
Kontakt: Vilhelm Borg
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518