Sygeplejersker påvirkes bl.a. af ubekvemme arbejdstider
Det gennemsnitlige sygefravær for alle sygeplejersker, der deltager i undersøgelsen er 9,8 sygedag pr. år. Sygefraværets størrelse påvirkes af ubekvemme arbejdstider, utilfredshed med det psykiske arbejdsmiljø, rollekonflikter, høje kvantitative krav og høje krav om at skjule følelser samt lav grad af social støtte. 9% af sygeplejerskernes samlede sygefravær kan forklares med ubekvemme arbejdstider.
Næsten hver anden sygeplejerske overvejer jobskifteCirka 42% i gruppen af sygeplejersker og sygeplejersker med specialistfunktion har intention om jobskifte. De hyppigste begrundelser er uhensigtsmæssige arbejdstider og ønsker om større udviklingsmuligheder. Som uhensigtsmæssige arbejdstider anføres arbejde om natten eller på 3-holdsskift. Ubekvemme arbejdstider kan forklare 10% af intentionerne om jobskifte. Ledernes hyppigste begrundelser for jobskifte er, at arbejdet er for krævende samt ønsker om at skifte til arbejde uden ledelsesfunktioner. Intention om jobskifte har sammenhæng med lav tilfredshed med det psykiske arbejdsmiljø: lav indflydelse i arbejdet, høje kvantitative og emotionelle krav, høje krav om at skjule følelser i arbejdet samt lav grad af social støtte, lav ledelseskvalitet og lav løn.
Mange sygeplejersker vil stoppe før pensionsalderenSamlet er der kun omtrent en tiendedel af alle sygeplejersker, der vil arbejde til pensionsalderen. Jo ældre sygeplejerskerne er, desto flere ønsker at gå på efterløn. Sygeplejersker vil i gennemsnit holde op med at arbejde 3,1 år før 65 år. Omregner man disse tal til hele Danmark, betyder det, at der er en arbejdskraftreserve af sygeplejersker på cirka 10%. Begrundelsen for at holde op med at arbejde før pensionsalderen er især "for at dyrke fritidsinteresser" og "af hensyn til familien". Meget tidligt ophør fra arbejdsmarkedet (før 62 år) har sammenhæng med utilfredsheden med det psykiske arbejdsmiljø, herunder med høje kvantitative krav, høje emotionelle krav og lav forudsigelighed i arbejdet. Om sygeplejersker ønsker at forblive i arbejde indtil 65 år har kun sammenhæng med psykisk velbefindende (godt mentalt helbred).
Indsats for at reducere sygefraværHvis arbejdspladserne vil gøre en samlet indsats, som har fokus på både reduktion af sygefravær, jobskifte og tidligt ophør fra arbejdsmarkedet, er følgende indsatsområder mulige:
· Reduktion af ubekvemme arbejdstider, balance mellem kvantitative krav og ressourcer samt forebyggelse af rollekonflikter.
· Indflydelse på tilrettelæggelse af arbejdstiden og på egen arbejdssituation samt udviklingsmuligheder for den enkelte.
· Social støtte på arbejdspladsen, kollegiale netværk samt supervision eller faglig sparring,
· Meningsfuldhed og forudsigelighed i arbejdet.
· Familievenlige arbejdspladser samt fokus på ledelseskvalitet.
Om undersøgelsenSygeplejerskers arbejdsmiljø, trivsel og helbred (SATH) er gennemført i et samarbejde mellem Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Arbejdsmiljøinstituttet (AMI).
Om rapportenRapporten,
Sygeplejerskers arbejdsmiljø, trivsel og helbred (SATH), kan
downloades på AMI's hjemmeside. Rapporten er omtalt i en artikel på
Dansk Sygeplejeråds hjemmeside.Yderligere informationVilhelm Borg, forskningschef, AMI, direkte telefon 39 16 53 58.