Arbejdsmiljøet kan påvirke vægten

27-05-2004
Resultater fra Arbejdsmiljøinstituttets Nationale Arbejdsmiljøkohorte (NAK) viser, at arbejdsrelateret stress kan påvirke vægten hos mandlige ansatte, som i forvejen vejer for meget eller for lidt. Overvægtige mænd har en øget sandsynlighed for at tage på, når de udsættes for usikkerhed i ansættelsen eller for høje eller for lave krav i arbejdet, mens ansatte mænd, der vejer for lidt, har mindre sandsynlighed for at tage på og blive normalvægtige.

For langt de fleste ansatte ser arbejdsmiljøet ikke ud til at spille nogen rolle for vægten. Det gælder for alle dem, der har en vægt indenfor normalområdet. Men hvis man i forvejen er over- eller undervægtig, kan stressende belastninger i arbejdsmiljøet derimod bidrage til en yderligere vægtændring i den forkerte retning, så undervægtige vil have mindre sandsynlighed for at tage på, mens overvægtige, vil have større sandsynlighed for at tage på.

 

Jobusikkerhed

Oplevelse af job-usikkerhed er en af de faktorer, som ser ud til at påvirke vægten hos disse grupper og oplevelsen af enten meget høje eller meget lave krav i arbejdet er en anden faktor, som ser ud til at spille en rolle. Job-usikkerhed kan opfattes som en mere eller mindre langvarig stress faktor, som både truer den økonomiske sikkerhed og den personlige identitet. Den oplevelse af mangel på kontrol, som følger af job usikkerheden kan bidrage til et negativt selvbillede og til forringelse af helbredet. Det kan i anden omgang medføre yderligere job-usikkerhed, og dermed blive en del af en negativ spiral.

 

Høje eller lave krav til koncentration

Både meget høje og meget lave krav i arbejdet kan virke stresssende. I undersøgelsen her er der spurgt til, hvor stor en del af tiden arbejdet kræver ens fulde koncentration. Her er det mindst stressende, hvis kravet om koncentration ligger på en moderat niveau og hverken meget lavt eller meget højt.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen omfatter 1980 mandlige ansatte fra den Nationale Arbejdsmiljøkohorte, en åben kohorte, som omfatter et repræsentativt udsnit af den Danske befolkning og følges op hvert femte år. Forandringer i BMI mellem 1995 og 2000 blev analyseret som en funktion af alder, BMI ved start, rygning, ægteskabelig stilling og en række arbejdsmiljøvariable undersøgt I 1995: lang arbejdstid, irregulær arbejdstid, fysisk aktivitet på arbejdet, kulde og varme, indflydelse, krav til koncentration, mulighed for at kommunikere med kolleger, konflikter på arbejdet og job usikkerhed. BMI står for Body Mass Index, vægten divideret med højden i anden og BMI på 20-25 regnes for normalvægt.

  

Yderligere information

Karen Albertsen, seniorforsker, AMI, 39 16 54 66.

 

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er publiceret i Health Psychology, Vol 23, No 3, 283-288: Harald Hannerz, Karen Albertsen, Martin Lindhardt Nielsen, Finn Tüchsen, and Hermann Burr.”Occupational Factors and Five-Year Weight Change Among Men in a Danish National Cohort.”

09-07-2004
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518