Artiklen er bragt idagbladet Information den 15. oktober 2004.
Af Charlotte Baarts, antropolog, ph.d., Arbejdsmiljøinstituttet
I Danmark henvender 91.000 personer sig om året til en skadestue som følge af en arbejdsulykke - 67 personer mister hvert år livet pga. arbejdsulykker. For at skærpe arbejdssikkerheden har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen taget initiativ til at gå straffebestemmelserne i arbejdsmiljøloven igennem. Arbejdsgiverne føler sig urimeligt behandlet, når de får en bøde, selvom de har stillet sikkerhedsudstyr til rådighed for medarbejderne og sikret sig, at de ved, hvordan det skal bruges. I forbindelse med min forskning i sikkerhed arbejdede jeg syv måneder som lærling i et sjak af jord- og betonarbejdere. Jeg konkluderer, at sikkerhed ikke er et individuelt men fælles ansvar. Regulering af regelbrydere i form af arbejdsmiljølovens straffebestemmelser kan derfor virke stik imod hensigten.
Som lærling på byggepladsen fik jeg indgående erfaring med arbejde i en branche, der bliver betegnet som farlig og risikofuld. Jeg lærte at begå mig i et sammenspist og stærk arbejdsfællesskab og at udføre håndværket mest sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Jeg skal på baggrund af min forskning i sikkerhed på en byggeplads bidrage til den aktuelle debat om virksomhedernes ansvar for sikkerhed og beskæftigelsesministerens forslag om at benytte bødestraf som regulering af adfærd.
Mens jeg arbejde som lærling, erfarede jeg, at arbejdet på en byggeplads er kendetegnet ved en stor kompleksitet og uforudsigelighed, der hele tiden udfordrer den enkelte jord- og betonarbejder i de valg, han træffer i arbejdet. Der skal ikke meget til før noget uventet kan indtræffe, som hverken skyldes manglende kendskab til eller overtrædelse af de eksisterende sikkerhedsregler. Det skyldes heller ikke dumhed eller risikovillighed, men at mennesket ikke kan forudsige eller kontrollere alt. Til gengæld tager betonarbejderne sikkerheden alvorligt. De ved, at udover den beskyttelse, sikkerhedsreglerne giver dem, handler sikkerhed om at planlægge sit arbejde og at ”gøre tingene i den rigtige rækkefølge,” og at ”koncentrere sig og bruge sin hjerne hele tiden”, som betonarbejderne fortalte mig. De ved, at deres arbejde er farligt, og at det kan være ”med livet som indsats”. Derfor bærer de hjelme og sikkerhedssko, anvender faldsikring og andet sikkerhedsudstyr, når situationerne kræver, at de skal beskytte sig mod kendte farer. Derudover tager de andre forholdsregler, som ikke er nedskrevne. Ham, der overlevede, fordi hans makker greb ham, inden han faldt ned fra 48 meters højde på en skorsten, arbejder hverken i højderne eller tæt ved byggeriets kanter. Den unge uerfarne danner makkerpar med den ældre og mere erfarne. Og betonarbejderne kommenterer hinandens måde at udføre håndværket på. Hvis den ene er uenig med de sikkerhedsmæssige valg, den anden træffer, bliver han med sikkerhed gjort opmærksom på det.
Der er ikke tale om håndværkere, der ikke er opmærksomme på deres egen eller arbejdskammeraternes sikkerhed, eller som er ligeglade med at overholde sikkerhedsregler. De opfører sig ansvarligt og føler forpligtelse samt oprigtig interesse og omsorg for hinanden.
I betonarbejdernes dannelse til ansvarlige arbejdskammerater, der arbejder mest sikkerhedsmæssigt forsvarligt, er der tre forhold, der spiller ind: Praktisk sans, dømmekraft og social fornemmelse. Den praktiske sans kommer til udtryk i betonarbejderens håndværksmæssige snilde – om han er lærenem, omhyggelig, en problemløser samt selvstændig og initiativrig. Dømmekraften er hans vurderinger af, hvordan arbejdet kan udføres kvalitetsmæssigt bedst og mest sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Den sociale fornemmelse er de måder, betonarbejderen deltager i fællesskabet på, dvs. om han forstår den sproglige jargon og kan finde sin sociale plads i fællesskabet af betonarbejdere. Betonarbejderens fleksible og situationsbestemte brug af både praktisk sans, dømmekraft og social fornemmelse gør ham til en tillidsværdig og ansvarlig arbejdskammerat.
Derudover medvirker praktisk sans, dømmekraft og social fornemmelse til såvel at indlemme den enkelte arbejdskammerat i arbejdsfællesskabet som at udstøde ham. Og netop betydningen af fællesskabet må vi ikke underkende. Der bliver taget vare om de betonarbejdere, der kan begå sig socialt, er dygtige til deres arbejde og tager sikkerhed alvorligt. Håndværket bliver hele tiden korrigeret ved, at den enkeltes dømmekraft udfordres af de andre. I den forstand forebygger fællesskabet af arbejdskammerater risiko og ulykker, og det skaber rammerne for, hvordan den enkelte betonarbejder udfører håndværket på den mest sikkerhedsmæssigt forsvarlige måde.
Jeg anfægter ikke, at beskæftigelsesministeren vil iværksætte initiativer til at nedbringe antallet af arbejdsulykker. Vi kan hurtigt blive enige om, at én ulykke er én for meget. Men min forskning peger på, at sanktioner overfor den enkelte medarbejder kan virke stik imod hensigten. Det skyldes, at sikkerhed ikke er et individuelt ansvar, hvor den enkelte medarbejders handlinger og valg er isoleret fra sociale sammenhænge. Skønt den enkelte medarbejder er den, der udøver konkrete handlinger og valg, bliver grundlaget for dem skabt i en social relation mellem medarbejderen, fællesskabet af arbejdskammerater, virksomheden og lovgivningen. Det bevirker, at den enkelte ikke blot passer på sig selv men samtidigt også på sine arbejdskammerater. Ved at skærpe straffebestemmelserne i arbejdsmiljøloven i forhold til den enkelte medarbejder, bliver ansvarligheden for arbejdskollegaerne nedbrudt. – Og ulykkeskurven vil, efter min opfattelse, stige i stedet for at falde. Det betyder selvsagt ikke, at arbejdsfællesskabet skal stå til ansvar for den enkeltes handlinger. Det understreger blot, at sikkerhed er et fælles ansvar.
Jeg mener, at sikkerhedslovgivning i praksis repræsenterer et adskilt ansvar mellem arbejdstager og arbejdsgiver. I pressemeddelelsen fra den 6. september 2004 skriver beskæftigelsesministeriet, at ”500 virksomheder årligt bliver politianmeldt eller får en bøde pga. enkelte arbejdstageres overtrædelser af arbejdsmiljøloven” og det til trods for, ”at arbejdsgiveren har investeret i sikkerhedsudstyr, stillet det til rådighed og sikret sig, at alle har kendskab til dets anvendelse.” Når først arbejdsgiveren har sørget for, at det fornødne sikkerhedsmateriel er til rådighed, er det dernæst arbejdstagerens tur til at leve op til sin del af ansvaret. Der er altså ikke tale om et fælles ansvar for en fælles sag men et opdelt ansvar mellem arbejdsgiver og arbejdstager for en opdelt arbejdsproces.
En entreprise er imidlertid en fælles sag. Den kan aldrig blive et forhold mellem på den ene side entreprenørvirksomheden og på den anden side dens medarbejdere. Medarbejderne er virksomheden, og derfor bliver sikkerhed ikke et individuelt forhold mellem arbejdstageren og arbejdet. - Heller ikke selvom såvel arbejdstagere som arbejdsgivere har forskellige arbejdsopgaver i forhold til projektet.
Selvfølgelig er det nødvendigt at få greb om de medarbejdere, som Hjort Frederiksen siger, ”ser stort på regler og forskrifter.” Men lovgivningen er ikke den mest indlysende måde. Problemet er, at den gruppe, der skorter på sikkerheden, i forvejen er ligeglade med regler. Når alt kommer til alt, er sikkerhedsregler almene sproglige formuleringer for konkrete handlinger, der skal udøves i praksis. Disse handlinger er imidlertid langt mere komplekse end sproget nogensinde kan udtrykke. De vil derfor altid være genstand for fortolkning, hvis håndværkerne skal anvende dem i praksis. Regler kan ikke fuldstændigt styre handlinger, dertil er der for langt mellem sprogets logik og den praktiske logik, håndværket bygger på. Regler er derimod kun det, udførelsen af håndværket har gjort dem til.
For en betonarbejder, der pludselig bliver involveret i en uforudsigelig situation, er straffebestemmelser et fjernt drømmebillede. De indeholder ingen praktiske anvisninger om, hvordan han mest sikkerhedsmæssigt forsvarligt samtidigt bruger sin praktiske sans, dømmekraft og sociale fornemmelse. I komplekse og uforudsigelige situationer er det først og fremmest betonarbejderens evne til at træffe situationsbestemte beslutninger, der er afgørende for udfaldet af en risikabel situation. Beslutningen må træffes hurtig ud fra den konkrete fare her og nu. Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvordan en betonarbejder bedst håndterer de situationer. Det kan der ikke være. Trods alt er de jo uforudsete begivenheder men ikke desto mindre et vilkår ved betonarbejdernes arbejdsliv.
Faktisk er betonarbejderne rigtig gode til at undgå ulykker. Det er de for det første, fordi de tager håndværket alvorligt. De er seriøse og grundige og går ikke på kompromis. I fællesskabet bliver de opdraget til at være fagligt stolte og udøve håndværket med samme ansvarlighed, som de selv forventer, arbejdskammeraterne gør. De ved godt, at sikkerhed ikke er et individuelt spørgsmål, men at den enes sjuskeri kan være den andens ulykke. Drivkraften til at indfange regelbrydere er derfor det sociale fællesskab. Regelbryderne har nemlig ikke forstået det sociale spil blandt arbejdskammeraterne. Det er ikke ved at udsætte sig for risici eller ved at spille med musklerne, at den enkelte tjener tillid og faglig respekt. Det er ved at udvikle praktisk sans, dømmekraft og social fornemmelse, så den enkelte betonarbejder fremtræder som en tillidsværdig og ansvarlig arbejdskammerat. Og det gør langt de fleste.
Jeg mener derfor, at håndværkere generelt ikke ser stort på forskrifter og regler, og at man med økonomiske sanktioner risikerer at nedbryde den sociale forebyggelse af ulykker, der i forvejen eksisterer i form af dannelsen af den ansvarlige medarbejder, der finder sted i arbejdsfællesskabet.
