Kronik af professor Gisela Sjøgaard: Det bør være skattefrit at motionere

Danmark er et dejligt land - hvor få har for meget og færre for lidt. I alt fald har vi skabt et velfærdssamfund, som er temmelig enestående i verden. Vi er et stræbsomt folkefærd, hvor det ligefrem er en livsstil at give arbejdslivet allerhøjeste prioritet. For vi har lært, at arbejde adler - og at adelsmærket bl.a. består i en stor samfundskage. Det gør, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen, som dog løbende kritiseres - fordi vi jo til stadighed ønsker forbedringer. Og har råd til det. Det sikrer, at vi ikke bliver ladt i stikken, hvis vi bliver syge.

Vi ved, at vores danske livsstil har sine store omkostninger. Livsstilssygdomme! De færreste danskere er i tvivl om, at overdreven nydelse af alkohol og tobak er skadelig. Derfor indfører stadig flere arbejdspladser ryge- og alkoholpolitik. I de fleste kantiner har man efterhånden også indset, at der på spisekortet bør stå sundere og mere fedtfattig mad - og gerne frugt i stedet for kager.

Men det, forskerne og lægerne i dag fortæller os om forebyggelse af livsstilssygdomme, er i højeste grad med fokus på vores inaktivitet. Vi rører os alt for lidt! Sundhedsstyrelsen siger det, Hjerteforeningen siger det, Gigtforeningen siger det: Inaktivitet er livsstilsfaktor nummer ét, når det gælder risiko for sundhedsskade. Det er f.eks. farligere at være inaktiv end at ryge. Faktisk er kun 40 pct. kvinder og 54 pct. mænd i Danmark nok fysisk aktive - dvs. opfylder Sundhedsstyrelsens anbefaling om mindst en halv times daglig fysisk aktivitet.

Umiddelbart ser det ud til, at politikerne - regeringen - gerne vil give borgerne en hjælpende hånd. Selvfølgelig for at vi skal få det bedre - men naturligt nok også fordi der kan spares mange penge i sundhedssektoren, hvis det fysiske aktivitetsniveau i befolkningen hæves betydeligt.

I regeringens nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10, »Sund hele livet«, påpeges blandt andet, at fysisk aktivitet i visse tilfælde kan erstatte medicinsk behandling. Den konstatering udmøntes allerede i dag af læger, som ordinerer »motion på recept« til mennesker, der lider af typiske livsstilssygdomme såsom type2-diabetes, hjerte-karsygdomme og overvægt. Også andre livsstilssygdomme som visse kræftformer, depressioner og bevægeapparatlidelser kan lindres ved øget fysisk aktivitet.

I Sundhedsstyrelsens rapport fra 2001, »Fysisk aktivitet og sundhed«, kan vi læse, hvilke former for fysisk aktivitet der bedst forebygger de forskellige livsstilssygdomme. Derimod ved vi betydeligt mindre, når det drejer sig om at vælge den fysiske aktivitet, der bedst forebygger arbejdsbetingede lidelser i forskellige job, erhverv og brancher.

En finsk undersøgelse viser således, at skovarbejdere, som i fritiden dyrker volleyball, har mere besvær i skuldrene end dem, der ikke dyrker denne sport. Men eksemplet må dog nok snarere regnes under idrætsskader, som er velkendte - og som må løses ad anden vej. Vi har stadig behov for at øge vor viden hvad angår den optimale motion i forhold til forskellige job; og personer med ensidigt, gentaget arbejde har sikkert glæde af at dyrke andre motionsformer end f.eks. flyttemænd. Men overordnet kan man sige, at forebyggende motionsformer omfatter aktiviteter, hvor vi får rørt hele kroppen og gerne blive lidt forpustede.

Statistikker fra Arbejdsmiljøinstituttet viser, at arbejdsmiljøet har en relativ stor betydning for især udvikling af hjerte-karsygdomme og bevægeapparatlidelser. Til gengæld har undersøgelser også vist, at arbejdspladsen er et velegnet sted at påvirke vores livsstil. I et projekt, der strakte sig over fire år, har buschauffører i hovedstadsområdet, SundBus, lagt krop til teksten i Luxembourg-deklarationens ord om sundhedsfremme på arbejdspladsen. Det vil sige udmøntning af den kombinerede effekt af arbejdsgiveres, arbejdstageres og samfundets samlede indsats for at forbedre sundhed og velbefindende hos den arbejdende befolkning.

I praksis er der tale om et målrettet forsøg, som omfatter rygestop-kurser, frugtordning - og motion i mange udgaver. Især lærerigt hvad motionen angår, hvor det viste sig, hvor vigtigt det er at have personer som igangsættere og instruktører. Det er kun de færreste medarbejdere, som føler sig hjemme i motionsrummet - og begynder man på f.eks. styrketræning uden instruktion, kan det skade mere end gavne.

I regeringens »Status 2001 for folkesundhedsarbejdet« kan man læse om det ønskværdige i indførelse af motion på danske arbejdspladser. Det må opfattes som en påpegning af arbejdsgivernes moralske ansvar - sådan som det i forvejen kommer til udtryk i forhold omkring arbejdsskader og nedslidning.

Fra dagspressen ved vi, at Coloplast og Novo Nordisk nu giver deres medarbejdere tilbud om forskellige former for gratis motion - selvfølgelig også med den fornuftige bagtanke, at det vil betyde mindre sygefravær. Men det er forholdsvis enlige svaler, for kun 20 pct. af alle danske virksomheder med over ti ansatte har taget bolden op - eller givet den videre til spil blandt medarbejderne. Mange virksomheder er tilsyneladende fremmede over for tanken om motionsrum og lignende fysisk sundhedsfremmende initiativer. Måske fordi hverken medarbejderne eller de faglige organisationer presser på - trods al vor indsamlede viden.

Det hører så sandelig med i billedet, at alle regeringens smukke intentioner til ære for folkesundheden desværre er uden økonomisk håndsrækning til dem, det hele handler om. Når arbejdstagerne begynder at motionere sig til et sundere helbred, så er det nemt at få øje på samfundsgevinsten: de sparede udgifter i sundhedssektoren. Hvorfor skal skattevæsenet så stå med hånden fremme, når man har taget imod sit firmas motionstilbud? Det er ikke et ønske om statslig håndsrækning til golfentusiastens private indkøb af golfkøller - det ville være et frynsegode - men om en folkelig sundhedspolitik, så også virksomheder og medarbejdere får andel i den økonomiske gevinst. Sundhedsministeren kender til skismaet, men refereres for at afvise enhver beskatningsændring - med henvisning til skattestoppet!

Et andet eksempel på politiske beslutninger, som hænger dårligt sammen med skåltalerne for folkesundheden, møder vi i gymnasiets idrætsundervisning. I mange amter bliver der nu flere elever pr. lærer - dels fordi klassestørrelserne vokser, dels fordi muligheden for tre idrætslærere ved samtidig undervisning af to store klasser reduceres. Det vil især gå ud over de svage idrætselever - formentlig dem, som har størst brug for at opleve glæden ved fysisk aktivitet.

Også prioriteringerne i den nye gymnasiereform af, at eleverne skal opnå større indsigt i vigtigheden af kost og motion for folkesundheden, kommer desværre til at foregå på bekostning af elevernes i forvejen sparsomme skoletid til udfoldelse af fysisk aktivitet. Så nytter det kun lidt, at regeringen markerer »Idrætsåret 2004« med en pengesum på én million kroner.

Vore politikere behøver blot at slå et smut over Sundet for at blive inspireret til nye og gode sundhedsfremmende foranstaltninger. På Universitetshospitalet i Lund kan de ansatte få refunderet op til 600 svenske kroner om året, når de kommer med dokumentation for udgifter til »motionsinriktad friskvård«. Det omfatter motion af »enklarere slag« - såsom gymnastik, styrketræning, bowling, svømning, ketsjer-sport - samt holdsport som fodbold, håndbold, volley og bandy.

Alt i alt viser ovenstående, at der mangler helhedshandling i vores danske sundhedspolitik på motionsområdet. Fysisk aktivitet er et samfundsgode, som fremmer folkesundheden - og derfor en indlysende god investering i fremtiden. Folkesundheden havde fortjent nogle af de penge, som nu går til skattelettelser.