Arbejdsmiljø og ondt i ryggen

17-10-2005
Kan en indsats i arbejdsmiljøet forebygge rygproblemer? Spørgsmålet var til diskussion på et internationalt seminar i foråret 2005. Ikke alle tilmeldte kunne få plads på mødet, men nu er indlæggene tilgængelige her på hjemmesiden som en videokonference med alle indlæg og PowerPoint-præsentationer.

I foråret 2005 afholdt AMI i samarbejde med SOUND (et netværk af forskere i Øresundsregionen) et internationalt seminar med titlen ”Low back pain and sick leave: How and how much can this be prevented” - (Lænderygbesvær og sygefravær: Hvordan og hvor meget kan det forebygges).

Seminaret markerede, at en international diskussion om muligheden for at forebygge lænderygbesvær gennem indsatser i arbejdsmiljøet for alvor var nået til Danmark.

I januar 2005 havde en gruppe danske arbejdsmedicinere aktualiseret debatten i Ugeskrift for Læger. I artiklen ”Ondt i ryggen og arbejdet” stillede de spørgsmålstegn ved værdien af primært forebyggende indsatser på arbejdspladserne. I stedet anbefalede de en øget opmærksomhed på indsatser, der forhindrer, at rygbesvær udvikler sig til kronisk ondt i ryggen.

Debat om indsats på arbejdspladsen

For at følge op på debatten og med det formål at få alle synspunkter repræsenteret arrangerede AMI og Sound-netværket et endagsmøde på Symbion i København. Udenlandske forskere på området var inviteret sammen med en af de danske af forfatterne til artiklen i Ugeskrift for Læger, Johan Hviid Andersen.

Fra USA deltog William S. Marras fra Ohio State University. Marras var medlem i den kommission, som i opdrag fra det Nationale Forskningsråd i USA i 2001 udarbejdede dokumentet, ”Musculoskeletal Disorders and the Workplace”. Han er fortaler for vigtigheden af en forebyggende indsats rettet mod fysiske og psykosociale risikofaktorer i arbejdsmiljøet.

I panelet sad også to norske forskere Hege Eriksen og Holger Ursin, der netop har medvirket ved udarbejdelsen af den aktuelle Europæiske Guideline ”Prevention in Low Back Pain”.

Panelet sidste deltager var Hilkka Riihimäki fra det finske arbejdsmiljøinstitut, som bl.a. er formand for ICOHs videnskabelige komite for epidemiologi. 

Se video fra seminaret.


 

09-02-2006
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518