AMI inviterer arbejdspladser til at deltage i det første store danske forskningsprojekt om, hvordan man kan forebygge mobning på arbejdspladsen.
Instituttet planlægger en stor undersøgelse af
det psykiske arbejdsmiljø i virksomheder og organisationer. Undersøgelsen
er et led i forskningsprojektet "Samarbejde og Arbejdsklima -
Forebyggelse af mobning på arbejdspladsen."
Projektets overordnede formål er at udvikle, afprøve og evaluere redskaber
til at forebygge mobning. Ligesom forskerne erhverver sig ny viden om
årsager og konsekvenser af mobning på arbejdspladsen.
Interesserede virksomheder søges
Projektgruppen inviterer både større og mindre, offentlige og private
virksomheder inden for alle brancher med mere end 30-35 ansatte til at
deltage. Det kan også være dele af større arbejdspladser, for eksempel et
afsnit, en afdeling eller et område. Og det er ikke et krav, at mobning
finder sted.
Konkret skal der bruges cirka 6.500 personer, der primært skal afsætte tid
til at besvare projektets to spørgeskemaundersøgelser om det psykiske
arbejdsmiljø.
Deltager-udbytte
De medvirkende arbejdspladser kan bruge de to undersøgelser af det psykiske
arbejdsmiljø som Arbejdspladsvurdering (APV). Eksempelvis får de også en
rapport med en præsentation af arbejdspladsens egne resultater efter hver
spørgeskemarunde.
Udvalgte arbejdspladser vil desuden få mulighed for at være med til at
teste konkrete redskaber, som kan forebygge mobning.
Baggrund
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden. Det er et treårigt
projekt, der løber fra 1. januar 2006 til 31. december 2008.
Tilmelding
Tilmeldingsfrist er den 30. juni 2006. Alle der melder sig får besked i
begyndelsen af juli måned. Download invitation og tilmeldingsblanket på
projektets netsted "Samarbejde og Arbejdsklima - Forebyggelse af mobning på
arbejdspladsen."
Mere information
Tovholdere på projektet er:
Annie Høgh og
Åse Marie
Hansen.