Færre nakke-skuldersmerter med ”Intelligent motion”

10-04-2008
Motion mindsker smerterne i nakke-skuldermuskler. Det viser resultaterne fra en række danske og udenlandske undersøgelser. Men hvordan kan den enkelte medarbejder i praksis få motioneret på arbejdet? Det er forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø nu gået i gang med at undersøge.

I 2007 afsluttede forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) to projekter, som begge omhandlede fysisk træning af kontoransatte. Formålet med projekterne var at undersøge, om fysisk træning kan mindske eller forhindre smerter i nakke-skulder som følge af arbejdet. Og resultaterne fra de to projekter viser at motion virker.

”Vi kan se, at både generel motion og specielt målrettet styrketræning mindsker smerterne i nakke-skuldermusklerne markant. Effekten af generel motion og styrketræning er dog forskellig ifølge de danske undersøgelser, hvor styrketræningen havde større forbyggende effekt og holdt længere mht. nakke-skulder smerter, men hvor generel motion gav bedre generel fitness”, siger forsker Mette Kreutzfeldt Zebis fra NFA.

”Vi er gået i gang med et nyt projekt om ”Intelligent Motion”. Det definerer vi som motion, der er tilpasset den enkelte medarbejders fysiske kapacitet og helbred, og som kompenserer for de fysiske belastninger arbejdet medfører for den enkelte. Og så skal det være muligt at gennemføre motionen i hverdagen på forskellige typer af arbejdspladser”.

Og der er god grund til fortsat at forske i, hvordan man kan mindske smerter i nakke-skuldermusklerne. For selvom både forskningen og virksomhederne de senere år har fokuseret på at forbedre arbejdsmiljøet, så får mange kontoransatte stadig ondt i nakke-skuldermusklerne. Hidtil har fokus primært været rettet mod at indrette arbejdspladsen, så den giver mindst gener til den enkelte medarbejder, men denne indsats er altså ikke tilstrækkelig.

”Formålet med det nye projekt er at forbedre vores viden om, hvordan Intelligent Motion kan implementeres og gennemføres i praksis ude i virksomhederne. Vi håber på den måde at kunne pege på konkrete løsninger, som virksomheder og institutioner kan anvende, hvis de ønsker at tilbyde Intelligent Motion til deres medarbejdere,” slutter Mette Kreutzfeldt Zebis.

Der er tale om et treårigt projekt, om gennemføres i samarbejde mellem Syddansk Universitet, Københavns Universitet og NFA. Arbejdsmiljøforskningsfonden har bevilget ca. 4 mio. kr. til projektet.

Du kan læse mere om projektet ” Virksomhedstilpasset intervention med intelligent motion mod smerter i nakke- skulderregionen (VIMS)” på NFA’s netsted.

Yderligere oplysninger: Forsker Mette Kreutzfeldt Zebis, NFA, tlf. 3916 5309, mkz@arbejdsmiljoforskning.dk

24-07-2008
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518