Godstransportchauffører kommer oftere til skade end gennemsnittet af faglærte og ufaglærte på de danske arbejdspladser. Det viser forskningsresultater fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som blev offentliggjort i International Journal of Occupational Medicine and Environmental Health den 17. maj 2008.
Analyse af oplysninger om behandling af skader på sygehuse i perioden 1995-2003
Forskere Fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har analyseret oplysninger om ansattes kontakt med de danske sygehuse i forbindelse med behandling af skader i forskellige jobtyper i perioden 1995-2003. Resultaterne viser, at godstransportchauffører i perioden 2000-2003 oftere blev behandlet på sygehus pga. skader end gennemsnittet af faglærte og ufaglærte på de danske arbejdspladser.
Signifikant stigning i relativ hyppighed af skader for godstransportchauffører
Forskerne fandt en signifikant stigning i den relative hyppighed af behandling af skader hos godstransportchauffører på sygehus i hele perioden 1995-2003 set i forhold til gennemsnittet for faglærte og ufaglærte. Derudover havde godstransportchauffører markant flere skader på ankler/fødder/tæer (34 pct.) i forhold til gennemsnittet for faglærte og ufaglærte.
Tre typer skader forekommer hyppighere blandt godstransportchauffører
Tre typer af skader forekommer hyppigere blandt godstransportchauffører end blandt gennemsnittet af faglærte og ufaglærte:
- overfladisk skade (29 pct.)
- knoglebrud (17 pct.)
- forstuvning (5 pct.)
Hyppighed af skader på bestemte kropsdele blandt godstransportchauffører
Hyppighed af forskellige kombinationer af skadetyper og kropsdel var markant højere blandt godstransportchauffører end hos gennemsnittet af faglærte og ufaglærte i andre brancher:
- overfladisk skade på ankler/fødder/tæer (48 pct.)
- knoglebrud på ankler/fødder/tæer (43 pct.)
- forstuvning på ankler/fødder/tæer (28 pct.)
- hjernerystelse (21 pct.)
- åbne sår på hoved/nakke (17 pct.)
- knoglebrud på håndled/hænder/fingere (11 pct.)
Klart behov for forebyggelse af arbejdsulykker blandt godstransportchauffører
En tidligere undersøgelse udført af NFA har vist, at den forebyggende indsats af arbejds-ulykker inden for godstransportbranchen i Danmark halter i forhold til andre brancher. Forskerne vurderer, at det er dette, som afspejles i de nye resultater. Derudover fremgår det af rapporten ”Analyse af stigning i anmeldte arbejdsulykker 2003-2006” udgivet af Arbejdstilsynet januar 2008, at antallet af anmeldte arbejdsskader er steget i de senere år inden for godstransportbranchen. Der er derfor et klart behov for en forebyggende indsats af arbejdsulykker blandt godstransportchauffører i Danmark.
Arbejdsulykker blandt godstransportchauffører sker ved af- og pålæsning
Over 90 pct. af alle arbejdsskader blandt godstransportchauffører sker mens lastbilen holder stille ved af- og pålæsning. Det viser forskningsresultater fra NFA, som blev offentliggjort i marts i år. Det er tit tungt gods som skal transporteres, og ofte er det chaufføren, der både samler og læsser godset på lastbilen og også læsser godset af ude hos kunden. Det er primært i følgende situationer, chaufførerne risikerer at komme ud for en arbejdsulykke:
- op- eller nedstigning fra høje områder, fx fra lastbilens førerhus, bagsmæklift eller rampe,
- behandling af tungt gods,
- bevægelse på forhøjede, ujævne eller glatte områder,
- bevægelse på områder med dårlig ryddelighed,
- bevægelse på områder, hvor der er tunge genstande i hurtig bevægelse, fx fra trucks eller interntransportvogne.
Bedre fysisk arbejdsmiljø kan forebygge arbejdsskader
En forebyggende indsats for arbejdsulykker blandt godstransportchauffører bør i følge forskerne fokusere på at forbedre det fysiske arbejdsmiljø de steder, hvor chaufførerne samler og læsser godset samt på aflæsningsstederne. Det er derfor nødvendigt at inddrage både godstransportchaufførernes arbejdsgivere og deres kunder.
Yderligere oplysninger
Seniorforsker Hitomi Shibuya, NFA.
Læs den nye artikel
Hitomi Shibuya, Harald Hannerz, Kim Lyngby Mikkelsen, Bryan Cleal, & Lotte Gubba. Hospital contacts due to injuries among male drivers working for road goods-transport contractors in Denmark. International Journal of Occupational Medicine and Environmental Health 2008; 21(1): 59-66.
Læs en relateret artikel
Hitomi Shibuya, Bryan Cleal, & Kim Lyngby Mikkelsen. 2008. Work injuries among drivers in the goods-transport branch in Denmark. American Journal of Industrial Medicine 51(5): 364-371. http://www3.interscience.wiley.com/journal/117927390/abstract