Et forskningsprojekt om nedslidning forener traditionelt adskilte forskningsområder, hvilket åbner spændende perspektiver. Det vurderer professor Allard van der Beek fra Holland, som indgår i et internationalt ekspertpanel af professorer tilknyttet projektet, som bliver gennemført af forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Panelet har netop været i København for at diskutere projektet.
Den 15. og 16. januar havde Det Nationale
Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) besøg af fem professorer fra Norge,
Holland og USA, der blandt andet beskæftiger sig med forskning inden for
muskel-skeletbesvær og epidemiologi. De udgør til sammen et
internationalt ekspertpanel, som de næste tre år vil følge et projekt om
forebyggelse af nedslidning på arbejdspladsen med seniorforsker Karen
Søgaard fra NFA som projektleder.
Et af medlemmerne af panelet er Allard van der
Beek, der er professor i arbejdsrelateret epidemiologi ved Department of
Public and Occupational Health fra VU University Medicine Centre (VUme) i
Amsterdam, Holland og derudover arbejde på forskningscentret Body@Work
(VUme – TNO) i Holland. Han er glad for at få mulighed for at følge NFA’s
forskningsprojekt mere tæt.
”Dette projekt er interessant fordi det rent fagligt ligger i
grænseområdet mellem forskningen indenfor hhv. fysiologi/fysisk
træning og epidemiologi, som traditionelt set er to adskilte
forskningsområder. Forskerne tager fat i de vigtigste faglige
spørgsmål lige nu og forsøger at besvare dem gennem deres
forskningsprojekt, så de er med helt fremme rent forskningsmæssigt.
Jeg forventer at projektet vil generere resultater som kan bruges
direkte i forhold til at forbedre arbejdsmiljøet på
arbejdspladserne,” siger Allard van der Beek.
På forskningscenteret Body @ Work (VUme – TNO) er der pt. fire
eller fem ph.d.-projekter inden for samme grænseområde, hvilket gør
projektet på NFA endnu mere interessant. Projekterne på de to
forskningsinstitutioner supplerer hinanden og genererer samlet set
bedre viden inden for dette forskningsfelt.
|  |
Allard van der Beek mener også, at den viden forskerne i de to projektgrupper
skaber er vigtig set i lyset af, at både hollændere og danskere må indstille
sig på at skulle være aktive flere år på arbejdsmarkedet end tidligere.
”Jeg mener, vi står over for en stor udfordring i den nærmeste fremtid. For
hvordan kan vi sikre, at vi alle sammen fysisk kan fortsætte med at arbejde
til vi er fx 67 eller 70 år? Og det er jo ikke nok – vi skal også have
motivationen. For nogle af os er det måske ikke så vanskeligt at
fortsætte nogle år mere, men det kan det være fx for folk med fysisk
krævende arbejde. Her ser jeg også muligheder for at bruge resultaterne fra
et projekt som det her på NFA.”
Det internationale panel består af:
Professor Allard van der Beek, Department of Public and Occupational
Health, EMGO Institute, VU University Medicine Centre, Holland
Professor Laura Punnett, Department of Work Environment, University of
Massachusetts at Lowell, USA
Professor Bo Veiersted, National Institute of Occupational Health,
Oslo, Norge
Professor Cecilie Røe, National Institute of Occupational Health, Oslo,
Norge
Associeret professor Ute Bültmann, Department of Health Sciences,
University Medical Center Groningen, University of Groningen, Holland.

Formålet med det danske forskningsprojekt er blandt andet at finde ud af
hvad der kendetegner forløbet af fysisk nedslidning blandt ansatte i
forskellige risikoerhverv med høj rapportering af muskel/skeletbesvær og
med stort sygefravær og/eller arbejdsophør, men også at teste, hvilke
konkrete interventioner på virksomhederne som kan forebygge eller mindske
fysisk nedslidning i disse risikoerhverv.
Læs om projektet
Forebyggende intervention mod nedslidning på arbejdspladsen for langsigtet
effekt (FINALE) på NFA’s netsted.
Yderligere oplysninger: seniorforsker Karen Søgaard, NFA.