Målrettet styrketræning af nakkemuskler mindsker kroniske smerter

09-01-2008
Styrketræning er et effektivt middel til at mindske kroniske smerter i nakkemusklerne. Konditionstræning mindsker også kroniske smerter, men virker kun kort efter hver træning, og det er langt fra så effektivt som målrettet styrketræning.

Det viser nye danske forskningsresultater som blev offentliggjort i det internationale videnskabelige tidsskrift Arthritis care & research den 28. december 2007.

Resultaterne stammer fra et forsøg som professor Gisela Sjøgaard og ph.d.-studerende Lars L. Andersen gennemførte på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fra september 2005 til marts 2006. I alt 48 kvinder fra syv forskellige arbejds­pladser med udpræget monotont arbejde i København deltog i forsøget, som strakte sig over ti uger. Kvinderne blev inddelt i tre grupper, som enten gennemførte målrettet styrketræning, generel konditionstræning på kondicykel eller fik sundheds- og helbredsmæssig vejledning. På de ti uger trænede deltagerne i gennemsnit 25-27 gange i 20 minutter.

Resultaterne viser at målrettet styrketræning var mest effektivt til at mindske kroniske smerter i nakkemusklerne hos forsøgspersonerne. Et ”videnskabeligt” smertebarometer viste at smerterne hos deltagerne i gennemsnit blev mindsket med 79% efter ti ugers træning. Effekten var stort set uændret ved en kontroltest ti uger efter træningsperiodens afslutning. Konditionstræningen mindskede også smerterne i nakkemusklerne hos deltagerne, men kun kortvarigt lige efter hver træning og ikke i nær samme grad som styrketræningen.

Forfatterne til artiklen vurderer at resultaterne har stor betydning for fremtidig behandling af kroniske smerter i nakkemusklerne, og det kan komme til at berøre ganske mange. Antallet af personer som har smerter i nakkemusklerne, er nemlig steget støt gennem de seneste to årtier, og det er nu en af de mest almindelige former for besvær i USA og Europa. Over halvdelen af alle voksne har inden for de seneste seks måneder haft ondt i nakkemusklerne.

Artiklen er skrevet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Bispebjerg Hospital i København.

Yderligere oplysninger: ph.d.-studerende Lars L. Andersen, tlf. 3916 5319, lla@arbejdsmiljoforskning.dk

Se en vejledning til hvordan du kan udføre de øvelser, som deltagerne udførte under forsøget.

Andersen LL, Kjær M, Søgaard K, Hansen L, Kryger AI & Sjøgaard G. Effect of Two Contrasting Types of Physical Exercise on Chronic Neck Muscle Pain. Arthritis & Rheumatism (Arthritis Care & Research), 2008; 59(1): pp. 84-91.

Opdateret 11-06-2008
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518