Virksomheders psykosociale arbejdsmiljø – eksempler fra Tyskland, Irland og Italien

09-07-2008
Arbejdsmiljøsundhedskredse og "Work Positive" er begge metoder, som virksomheder i henholdsvis Tyskland og Irland kan benytte, hvis de vil gøre en indsats for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø. De er beskrevet i en ny rapport, som er udarbejdet under et konsortium om udvikling af metoder til at forebygge dårligt psykisk arbejdsmiljø. Metoderne kan inspirere danske virksomheder i deres forebyggende arbejde med det psykosociale arbejdsmiljø.

Forskelligt fokus på psykosocialt arbejdsmiljø
Tyskland, Irland og Italien har forskelligt fokus på at arbejde med det psykosociale arbejdsmiljø i virksomheder. Danske virksomheder kan især hente inspiration fra Tyskland og Irland til indsatser for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøsundhedskredse hjælper tyske virksomheder
Arbejdsmiljøsundhedskredse, AMSK, er en af de mest anvendte metoder blandt tyske virksomheder til at forbedre dårligt arbejdsmiljø. Metoden har vist sig at være effektiv til både at forbedre det fysiske og det psykosociale arbejdsmiljø. AMSK giver en overordnet ramme for forbedringer af arbejdsmiljøet. Kernen i metoden er strukturerede diskussionsgrupper, som bliver ledet af en specialtrænet moderator (proceskonsulent).

”Work Positive” – en irsk metode
Formålet med ”Work Positive” er at hjælpe små og mellemstore virksomheder til at identificere og håndtere psykosociale problemstillinger relateret til arbejdet. Metoden består af en procesguide og tilhørende materiale – blandt andet faktaark, spørgeskema og forslag til handlingsplan.

Erfaringer fra andre lande kan anvendes i Danmark
Som en del af velfærdsaftalen fra juni 2006 er der oprettet et konsortium med repræsentanter fra Arbejdstilsynet (AT) og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Konsortiet har til opgave at indsamle, udvikle og formidle værktøjer, som danske virksomheder kan bruge i arbejdet med at forbedre et dårligt psykosocialt arbejdsmiljø. Konsortiet er blandt andet i gang med at afdække eksisterende viden om forebyggelse og virkemidler til forbedring af det psykosociale arbejdsmiljø i en række europæiske lande. Fokus er især rettet mod konkrete forebyggelsesstrategier på virksomhedsniveau.
 
Erfaringer i rapportform 
Resultatet af konsortiets afdækning bliver præsenteret i en række selvstændige rapporter. I februar 2008 udgav NFA den første rapport fra konsortiet, som præsenterede en britisk metode til forbedring af det psykosociale arbejdsmiljø. Dette er anden rapport i serien. Den præsenterer konkrete forebyggelsestiltag og virkemidler, som anvendes i Tyskland, Irland og Italien.

Læs hele rapporten ”Strategier for virksomheders forebyggende indsats til forbedring af det psykosociale arbejdsmiljø – eksempler fra Tyskland, Irland og Italien”

Læs faktaarket ”Virksomheders psykosociale arbejdsmiljøindsats – eksempler fra Tyskland, Irland og Italien”.

Download sammenfatning fra rapporten i pdf-format.
 
Kontaktpersoner for konsortiet

Karina Nielsen, NFA, kmn@arbejdsmiljoforskning.dk eller Mette Cordes, AT, mc@at.dk

Tidligere udgivelser fra konsortiet
Strategier for virksomheders forebyggende indsats til forbedring af det psykosociale arbejdsmiljø – et eksempel fra Storbritannien”. Rapport fra NFA, 2008.

Virksomheders psykosociale arbejdsmiljøindsats – et eksempel fra Storbritannien”. Faktaark nr. 38 fra NFA, 2008.

18-12-2008
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518