Tilmeld dig ”Den danske dag” den 21. oktober 2009 og bliv opdateret med den nyeste viden om og erfaringer med små virksomheders arbejdsmiljø og særlige vilkår. Tilbuddet er især målrettet arbejdsmiljørådgivere, beslutningstagere og andre, som har kontakt med små virksomheder i forbindelse med indsatser for at forbedre arbejdsmiljøet.
Standardmodeller duer ikke til små virksomheder
"Der er mange måder at hjælpe de små virksomheder på, men det kræver, at man forstår deres særlige vilkår. Rådgivning, som tager udgangspunkt i erfaringer fra store virksomheder, har kun ringe effekt. Standardmodeller duer ikke til små virksomheder - rådgivningen skal tilpasses til den enkelte arbejdsplads. Derfor skal rådgiverne kende til de særlige forhold og råde over virkemidler, der passer til målgruppen." Sådan siger arbejdslivsforsker Hans Jørgen Limborg fra TeamArbejdsliv, som arrangerer konferencen i samarbejde med NFA.
Ny viden og erfaringer på "Den danske dag"
De særlige vilkår i små virksomheder er den røde tråd for programmet på "Den danske dag", som afholdes onsdag den 21. oktober på Lo Skolen i Helsingør. Her præsenterer danske og udenlandske oplægsholdere deres viden og erfaringer om netop små virksomheder og indsatsen for at forbedre deres arbejdsmiljø. Derudover får deltagerne mulighed for at drøfte de nyeste danske initiativer og ideer til en forstærket indsats over for de små virksomheder.
"Den danske dag" del af international konference om små virksomheder
"Den danske dag" arrangeres i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljørådet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Den gennemføres i forbindelse med den internationale konference USE2009 - Understanding small enterprices, som afholdes i Helsingør fra den 20. til den 24. oktober. Flere af oplæggene på "Den danske dag" omhandler udenlandske erfaringer og bliver holdt på engelsk. De bliver simultantolket til dansk.
Tid og sted
"Den danske dag" afholdes på Lo Skolens konferencecenter i Helsingør onsdag den 21. oktober 2009, kl. 9.00-16.45.
Program og tilmelding
Programmet for "Den danske dag" kan du se på konferencens hjemmeside. Her er også link til tilmeldingsblanket. Der er et begrænset antal pladser, så tilmeld dig nu, hvis du vil være sikker på at deltage. Deltagerprisen er 1.400 kr.
Yderligere oplysninger
Forskningsassistent Caroline Klitgaard eller kommunikationsmedarbejder Kirsten Rydahl, begge NFA.