Fysisk tungt arbejde kan give muskel- og skeletbesvær

23-09-2009
Der er sammenhæng mellem muskel- og skeletbesvær og fysisk tungt arbejde. Det slår en ekspertgruppe fast, efter at have gennemført en kritisk, systematisk gennemgang af resultaterne fra videnskabelige undersøgelser af sammenhængen mellem fysisk tungt arbejde og muskel- og skeletbesvær. NFA har været formand for ekspertgruppen, der netop har præsenteret resultatet af deres gennemgang for Arbejdsmiljørådet og Arbejdstilsynet.

Arbejdets betydning for muskel- og skeletbesvær vurderet

Muskel- og skeletbesvær er en væsentlig årsag til, at medarbejdere får længerevarende sygefravær eller må forlade arbejdsmarkedet før tid. Der har været megen diskussion om, hvor stor betydning fysisk tungt arbejde har for medarbejderes muskel- og skeletbesvær. Derfor har en ekspertgruppe set på den videnskabelige dokumentation på området.

Fysisk tungt arbejde kan give muskel- og skeletbesvær

Eksperterne har gennemgået fem faktorer, der øger risikoen for muskel- og skeletbesvær ved fysisk tungt arbejde:

  • Løft, træk eller skub af tunge byrder
  • Arbejde med bøjet eller vredet ryg eller nakke
  • Arbejde med løftede arme
  • Ensidige og gentagne kraftbetonede bevægelser (fx rengøringsarbejde og slagteriarbejde)
  • Helkropsvibrationer (fx kørsel i dårligt affjedrede maskiner i landbrug)

Eksperterne er enige om, at der er videnskabelig dokumentation for, at alle fem risikofaktorer kan give muskel- og skeletbesvær. Til gengæld har det ikke været muligt at finde og dokumentere nedre grænser for, hvornår de enkelte risikofaktorer kan medføre muskel- og skeletbesvær – fx hvor tunge byrderne skal være, før det kan give ondt i ryggen, eller hvor ofte man skal arbejde med løftede arme, før det kan give skulderproblemer.

Høj videnskabelig kvalitet

For at sikre den størst mulige videnskabelige kvalitet har ekspertgruppen bestået af syv danske og internationale anerkendte eksperter. Seniorforsker Ole Olsen fra NFA har været formand for ekspertgruppen. Gruppen har været meget ambitiøs i sit valg af metode til at udvælge og vurdere den videnskabelige litteratur. Arbejdet har undervejs været fremlagt for et eksternt panel bestående af fire internationale eksperter på området.

Hvidbog udkommer i løbet af efteråret

Det er hovedkonklusionerne og et sammendrag, der i dag er præsenteret. Den samlede redegørelse af alle detaljer i ekspertgruppens arbejde bliver offentliggjort på engelsk i løbet af efteråret.

Viden skal bruges i trepartsdrøftelser

Beskæftigelsesministeren har bestilt den kritiske gennemgang af den eksisterende viden på området. Hvidbogen skal danne baggrund for de kommende trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter. Parterne skal herefter komme med anbefalinger til, hvordan man kan fremme indsatsen over for muskel- og skeletbesvær.

Medlemmerne af ekspertgruppen

  • Ole Olsen, seniorforsker, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (formand)
  • Johan Hviid Andersen, professor, overlæge, Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning
  • Jan Hartvigsen, professor, forskningsleder, Institut For Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
  • Alex Burdorf, professor, Department of Public Health, Erasmus University Rotterdam
  • Esa-Pekka Takala, adjunct professor, Finnish Institute of Occupational Health, Department of Physiology, Helsinki
  • Bo Veiersted, overlæge, Avdeling for arbeidsrelaterte muskelskjelettlidelser,
  • Statens Arbeidsmiljøinstitutt, Oslo
  • Nils Fallentin, director, Center for Physical Ergonomics, Liberty Mutual Research Institute for Safety, Hopkinton, Massachusetts

Materiale fra mødet

Powerpointpræsentation: Risikofaktorer ved fysisk tungt arbejde. Ekspertgruppens metoder.

Powerpointpræsentation: Risikofaktorer ved fysisk tungt arbejde. Hovedkonklusioner.

Hvidbog om risikofaktorer knyttet til fysisk tungt arbejde. Resume og hovedkonklusioner.

Yderligere oplysninger

Professor, overlæge Johan Hviid Andersen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning, tlf. 9927 2470 (om arbejdsmiljø og muskel- og skeletbesvær)

Professor, forskningsleder Jan Hartvigsen, Institut For Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet tlf. 6550 4522 (om muskel- og skeletbesvær)

Seniorforsker Ole Olsen, NFA tlf. 3916 5288 (om metoderne bag vurderingerne af den videnskabelige litteratur)

Opdateret 02-02-2012
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518