Medarbejderne skal involveres, indsatsen skal passe til de lokale forhold og kommunikationen skal være klar og tydelig, når der sættes ind for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø. Det er de tre hovedpointer i en ny pjece til danske virksomheder, som Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø netop har offentliggjort.
Ny pjece giver virksomheder inspiration til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø
I en ny pjece med titlen Et godt psykisk arbejdsmiljø – hver dag. Inspiration til en systematisk indsats får danske virksomheder inspiration til, hvordan de på systematisk vis kan styrke deres indsats for at forbedre deres psykiske arbejdsmiljø. Der er inspiration at hente for både store og små virksomheder, uanset branche og opgaver, og uanset om man skal i gang med en større eller mindre indsats.
Tre forhold særligt vigtige for forbedring af virksomhedens psykiske arbejdsmiljø
Pjecen gennemgår faserne i arbejdet med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø og beskriver tre forhold, der er særligt vigtige. De tre forhold drejer sig om,
-
hvordan medarbejderne kan involveres
-
hvordan indsatsen kan tilpasses virksomhedens forhold
-
hvordan kommunikationen kan blive klar og tydelig
Forskere og myndighed går sammen
Bag pjecen står Psykkonsortiet, som er et samarbejde mellem Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Arbejdstilsynet. Forskere og myndighed er gået sammen om at opfordre danske virksomheder til at anvende pjecens budskaber som et redskab til at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
Grundlaget for pjecen
Budskaberne i pjecen er hentet fra en analyse af europæiske erfaringer med brug af en række metoder til forbedring af det psykiske arbejdsmiljø. I denne analyse har Psykkonsortiet identificeret en række fælles træk i forhold til selve arbejdet med at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
Pjecen 'Et godt psykisk arbejdsmiljø – hver dag' kan downloades som pdf eller købes via Arbejdsmiljøbutikken for 11,50 kr. inkl. moms.