Temadag om biomonitering den 28. oktober 2009

22-09-2009
Hvordan bruges biologiske målinger til at vurdere arbejdsmiljø? Det vil seniorforsker Åse Marie Hansen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA holde et oplæg om på en temadag om biomonitering. Sundhedsstyrelsens Rådgivende Videnskabelige Udvalg for Miljø og Sundhed afholder temadagen.

Biomarkører bruges i forskning

Den 28. oktober 2009 vil en række eksperter fortælle om potentialet for og relevansen af biomonitering, hvor man måler de såkaldte biomarkører. Biomarkører er en lang række forskellige stoffer, som måles fx i blod eller spyt og bruges som indikator for en persons biologiske status. Hver enkelt biomarkør har sin egen betydning i en bestemt biologisk proces. Det kan fx være normale biologiske processer eller sygdomsfremkaldende processer. Biomarkører bruges primært inden for forskning.

Biologiske målinger viser stress

På temadagen om biomonitering kan man høre om brugen af biologiske målinger i forskning inden for arbejdsmiljø, hvor man bl.a. kan vurdere en persons tilstand af stress ved at se på niveauet af stoffet kortisol. Biomonitering bruges også inden for fødevareforskning, menneskers eksponering for kemikalier og ved måling af tidlige aldringseffekter hos mennesker i kliniske og epidemiologiske sammenhænge.

Brug af biomonitering i Danmark

Temadagen om biomonitering byder på eksempler på biomonitering i Danmark og Grønland. Der er fx erfaring med brug af biomonitering i den Nationale Fødselskohorte, i KRAM-undersøgelserne og Copenhagen Aging and Midlife Biobank – CAMB. Som en del af disse projekter måles forskellige biomarkører, og forskerne undersøger eventuelle sammenhænge med deltagernes sundhed.

Gratis at deltage i temadag om biomonitering

Temadagen er primært for forskere og administratorer, der beskæftiger sig med miljø og sundhed, men andre interesserede er også velkomne. Det er gratis at deltage. Du finder program og orientering om tilmelding på udvalgets hjemmeside.

22-09-2009
Kontakt: Åse Marie Hansen
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518