Forskningsbaseret ledertræning i ældreplejen giver mere tilfredse teammedarbejdere

18-11-2010
Medarbejdere oplevede en større tilfredshed og involvering i jobbet ved indførelsen af team på arbejdspladsen, når deres teamleder fik forskningsbaseret træning, end hvis lederen ikke fik denne træning. Det er hovedresultatet af en undersøgelse blandt ledere og medarbejdere i to institutioner i den danske ældresektor. Resultaterne er publiceret i det ansete tidsskrift Human Relations.

Forskningsbaseret træning af teamledere giver positiv effekt

Teamledere med seks dages træning i teamledelse, baseret på de nyeste forskningsresultater, opnåede en bedre proces ved indførelse af team end ledere uden denne form for træning. Det er det overordnede resultat af en undersøgelse blandt 30 ledere og 546 medarbejdere i den danske ældrepleje udført af forskere fra henholdsvis Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø University of Leicester og Københavns Universitet. Undersøgelsen viser i øvrigt:

  1. Teamledere med forskningsbaseret træning velegnet i krisetider
    Teamledere, som har fået træning baseret på den nyeste forskning indenfor team og teamledelse, opnåede en mere positiv effekt hos medarbejderne ved indførelsen af team end teamledere uden denne træning. Resultaterne viser, at specielt i krisetider, som fx under sammenlægninger og ved nedskæringer, kan et sådant forskningsbaseret træningskursus være med til at beskytte mod den turbulens, der opstår under nedskæringer.
  2. Evalueringen af den forskningsbaserede ledertræning foregik på flere niveauer
    • De trænede lederne var generelt tilfredse med træningen.
    • Træning af lederne medførte, at de fik et nyt syn på bl.a. deres egen rolle og på deres medarbejdere.
    • Involveringen i og tilfredsheden med jobbet blev øget eller forblev stabil blandt medarbejderne med teamledere, som fik forskningsbaseret træning. Modsat faldt involveringen og tilfredsheden med jobbet blandt medarbejdere, hvis ledere ikke modtog denne form for træning.
  3. Dokumentation af proces afgørende
    Det er afgørende med omhyggelig dokumentation for de processer, der foregår i løbet af en implementering, for at forstå processer og forandringer under en implementering.

Arbejdsmiljøforskningsfonden finansierede undersøgelse

Projektet har været støttet af midler fra Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Læs artiklen: Does training managers enhance the effects of implementing team-working? A longitudinal, mixed methods field study. Nielsen K, Randall R and Christensen KB, 2010 63: 1719 Human Relations.

Læs flere videnskabelige artikler af NFA-forskere.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Karina Nielsen, NFA, kmn@arbejdsmiljoforskning.dk

 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518