Øget risiko for hjerte-kar-sygdom ved
hårdt fysisk arbejde og lavt kondital
Belastningen på hjerte-kar-systemet ved en givet fysisk arbejdsopgave er
afhængig af konditallet, og det er tidligere anbefalet, at intensiteten af
fysisk arbejde ikke bør overstige 1/3-del af konditallet henover en
arbejdsdag. Dette nye studie viser, at mænd med hårdt fysisk arbejde ikke
har forøget risiko for hjertesygdomme, hvis de har højt kondital, mens mænd
med hårdt fysisk arbejde og lavt kondital har en fordoblet risiko for at dø
af hjerte-kar-sygdomme.
”Et højt kondital er derfor afgørende for at kunne håndtere det at have et
hårdt fysisk arbejde”, siger seniorforsker Andreas Holtermann fra Det
Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
Hårdt fysisk arbejde giver ikke højt kondital
Studiet viser også, at hårdt fysisk arbejde ikke øger konditallet; det gør
til gengæld fysisk aktivitet i fritiden.
”Det forklarer vores tidligere resultater, der viser at fysisk aktivitet i
fritiden reducerer risiko for hjerte-kar-sygdomme, mens hårdt fysisk
arbejde øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Det er derfor vigtig, at
personer med hårdt fysisk arbejde har et højt kondital og træner i fritiden
for at reducere risikoen for hjerte-kar-sygdomme”, forklarer Andreas
Holtermann.
Kondital over 39 er godt for helbredet
I undersøgelsen er mænd med hårdt fysisk arbejde inddelt i tre grupper, der
har lavt, moderat eller højt kondital. Mænd med kondital fra 15-26 og fra
27-38 har øget risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme, mens dem med
kondital fra 39-78 ikke har en forøget risiko for at dø af
hjerte-kar-sygdom. For mænd med højt kondital er risikoen for at dø af
hjerte-kar-sygdomme ikke påvirket af om de fysiske krav i deres arbejde er
lave, moderate eller høje.
Kondital måles ved cykeltest
Konditallet er i undersøgelsen målt ved en cykeltest, hvor personens puls
måles ved en given belastning. Det giver et indirekte mål for, hvor meget
oxygen personen kan optage, og det kaldes konditallet.
Læs det engelske resume af artiklen ”
Physical demands at work, physical fitness, and 30-year ischaemic heart
disease and all-cause mortality in The Copenhagen Male Study” og find
referencen.
Læs nyheden fra 27. oktober 2009:
Fysisk aktivitet i fritiden er nødvendig – især hvis du har hårdt fysisk
arbejde.
Se listen over
andre videnskabelige artikler af forskere fra NFA.
Kontakt
Seniorforsker Andreas Holtermann, NFA