Kun få ændringer i arbejdsmiljøet i ældreplejen 2005-2008

27-09-2010
Flere medarbejdere oplever høj arbejdsglæde og bedre ledelseskvalitet. Omvendt oplever færre høj trivsel, mens antallet af medarbejdere, som oplever smerte, er uændret højt. Det er eksempler på nogle af de resultater, som forskere fra NFA har fundet i en undersøgelse af arbejdsmiljøet i ældreplejen fra 2005 til 2008. Samlet set er der dog kun sket få ændringer i perioden, hvor ca. 10.000 medarbejdere i ældreplejen er blevet spurgt om deres arbejdsmiljø. Rapporten med resultaterne udkommer i dag.

Ændringer i 8 ud af 34 undersøgte dimensioner af arbejdsmiljøet

Ud af i alt 34 undersøgte dimensioner af arbejdsmiljøet er der overordnet set kun sket 8 betydningsfulde ændringer. For de resterende 26 dimensioner er resultaterne fra 2008 næsten identiske med resultaterne fra 2005. Det er hovedkonklusionen på undersøgelsen ”Arbejde i ældreplejen”, som er udført af forskere ved Det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø blandt 10.000 medarbejdere i ældreplejen.

 

Otte betydningsfulde ændringer i arbejdsmiljøet i ældreplejen

Resultaterne for arbejdsmiljøet i ældreplejen i 2008 i forhold til 2005 viser, at der er

  • færre medarbejdere, som oplever højt arbejdstempo,
  • flere medarbejdere, som ofte eller meget ofte oplever arbejdsglæde,
  • flere medarbejdere, som oplever høj ledelseskvalitet,
  • flere medarbejdere, som oplever en høj grad af involvering i arbejdspladsen,
  • flere medarbejdere, som anvender hjælpemidler i forbindelse med forflytninger,
  • færre medarbejdere, som foretager mere end ti forflytninger dagligt,
  • færre medarbejdere, som oplever høj trivsel,
  • flere medarbejdere, som tilkendegiver, at de er udsat for uønsket seksuel opmærksomhed.

Status quo for 26 dimensioner kan både være godt og dårligt

- At der er 26 dimensioner, som ikke har ændret sig væsentligt fra 2005 til 2008 kan både være godt og dårligt. For eksempel er det godt, at der i 2008 stadigt er lige så mange medarbejdere i ældreplejen – omkring 40 procent – som i 2005, der oplever en høj grad af mening i arbejdet. Omvendt er det ikke godt, at omkring 25 procent af medarbejderne i ældreplejen angiver at have smerter i lænderyggen samt i nakke og skuldre i mere end 30 dage om året. Resultaterne viser dermed, at der fortsat findes et potentiale for at forbedre det fysiske og psykosociale arbejdsmiljø i ældreplejen i dag, udtaler seniorforsker og projektkoordinator Birgit Aust, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

 

Fakta om de tre spørgeskemaundersøgelser i perioden 2005-2008

  • Er gennemført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
  • Er udført i samarbejde med 36 kommuner, som blev til ti kommuner efter kommunalreformen i 2007,
  • Udgør en del af projektet ’Arbejde i ældreplejen’, der belyser sammenhængene mellem arbejdsmiljø, helbred og trivsel i den danske ældrepleje med henblik på at forbedre mulighederne for at fastholde og rekruttere medarbejdere til ældreplejen,
  • Er støttet økonomisk af regeringens SOSU-satspuljebevilling. 

Download rapporten Ændringer i det psykosociale og fysiske arbejdsmiljø i ældreplejen 2005-2008. Camilla Sandal Sejbæk, Thomas Clausen, Isabella Gomes Carneiro, Vilhelm Borg og Birgit Aust. SOSU-rapport nr. 20, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, København 2010.

Køb rapporten’Ændringer i det psykosociale og fysiske arbejdsmiljø i ældreplejen 2005-2008 i  Arbejdsmiljøbutikken.

 

Læs NFA-faktaark nr. 48 ’Kun få ændringer i arbejdsmiljøet i ældreplejen 2005-2008’.

 

Læs andre SOSU-rapporter med resultater fra forskellige SOSU-projekter.

Yderligere oplysninger: Birgit Aust, seniorforsker og koordinator for SOSU-projekterne, NFA.

27-09-2010
Kontakt: Birgit Aust
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518