Mange deadlines på arbejde kan skade familielivet

26-05-2010
Bruger du fritiden til at nå dine deadlines på arbejde? Så er der stor sandsynlighed for, at du også oplever mange konflikter mellem dit arbejde og dit privatliv. Det viser en ny undersøgelse om videnarbejdere af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Applied Psychology: Health and Well-Being.

Høje krav i arbejdet kan give konflikter

Som noget nyt dokumenterer undersøgelsen, at videnarbejdere, der har mange deadlines og bruger aftener og weekender til at nå dem, har flere konflikter mellem arbejde og privatliv.

”Det er tidligere vist, at høje krav i arbejdet giver flere konflikter mellem arbejde og privatliv. Denne undersøgelse viser, at det helt konkret kan være de mange deadlines, der giver anledning til konflikterne”, forklarer seniorforsker Karen Albertsen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

Arbejdspladsens kultur er vigtig

Kulturen på arbejdspladsen har også væsentlig betydning for mængden af konflikter mellem arbejde og privatliv. En familievenlig kultur med mulighed for at hente børnene tidligt og tage sig af familien, når det er nødvendigt, giver færre konflikter mellem arbejde og privatliv for medarbejderne. Modsat oplever medarbejdere på arbejdspladser uden familievenlig kultur, at de har flere konflikter mellem arbejde og privatliv.

Kultur kan påvirke effekt af arbejdsmiljøfaktorer

Det ser ud til, at en familievenlig kultur på arbejdspladsen også kan påvirke effekten af andre faktorer. Fx kan det at have indflydelse på eget arbejde virke forskelligt afhængig af kulturen på arbejdspladsen.

”Denne undersøgelse tyder på, at indflydelse på eget arbejde øger risikoen for konflikter, hvis videnarbejderen er ansat på en arbejdsplads uden familievenlig kultur. Modsat er der en tendens til at indflydelse på arbejdet mindsker risikoen for konflikter, hvis kulturen på arbejdspladsen er familievenlig. Det ser med andre ord ud til, at høj indflydelse på arbejdet også kræver høj indflydelse på privatlivet - altså en familievenlig kultur - hvis ikke det skal føre til konflikter mellem arbejde og privatliv. Dette resultat mangler dog at blive bekræftet i andre undersøgelser”, siger seniorforsker Karen Albertsen.

Konflikter mellem arbejde og privatliv er undersøgt ved at spørge om videnarbejderen oplever, at arbejdet tager så meget tid og energi, at privatlivet påvirkes negativt. Der er også spurgt om medarbejderen føler behov for at være både på arbejde og hjemme på samme tid, og om venner og familie siger, at vedkommende arbejder for meget.

Arbejdspladsens grad af familievenlighed er undersøgt ved at spørge, om det er muligt at tage sig af familien, når det er nødvendigt, om det er acceptabelt at hente børnene tidligt, og om det er acceptabelt at tilpasse arbejdet til familiens behov. 

 

Se listen over andre videnskabelige artikler af forskere fra NFA.

Kontakt

Seniorforsker Karen Albertsen, NFA.

16-06-2010
Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

I forbindelse med relanceringen i januar 2011 nedlagde vi NFA's Kalenderfunktion. Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Du kan her se en liste over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger.

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518