Mandlige ansatte har større risiko for at gå på førtidspension end andre, hvis de er udsat for helkropsvibrationer fra køretøjer eller maskiner. Det viser resultater af en undersøgelse blandt 4.215 mandlige medarbejdere, som er fulgt i en periode på 15 år. Undersøgelsen er udført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet og Berkeley University, Californien, og resultaterne er offentliggjort i BMC Public Health.
Helkropsvibrationer er risikofaktor for muskel- og skeletbesvær
Helkropsvibrationer forbindes ofte med dårligt helbred, og det er videnskabeligt dokumenteret, at helkropvibrationer er risikofaktor for muskel- og skeletbesvær, især lænderygproblemer. Derimod er der kun lidt dokumentation for langtidseffekter, som fx risikoen for førtidspension. Det er personer, som kører vare- og lastvogne, gaffeltrucks, traktorer og kraner i landbruget, på havne og i lagre, som især er udsat for helkropsvibrationer.
Undersøgelsen er kontrolleret for blandt andet alder og rygevaner
Risikoen for at få førtidspension kunne ses, når mændene var udsat for helkropsvibrationer i mindst en fjerdedel af arbejdstiden. Denne sammenhæng gjaldt stadig, når forskerne korrigerede tallene for alder, rygevaner, BMI (Body Mass Index), fysiske jobkrav og ubekvemme arbejdsstillinger. Undersøgelsen viste, at 5,6 pct. af de tildelte førtidspensioner kunne være undgået, hvis man kunne afskaffe helkropsvibrationer.
Oplysninger fra spørgeskema kombineret med nationalt register
I alt blev 4.215 mandlige ansatte mellem 18 og 59 år, som angav, at de var udsat for helkropsvibrationer, fulgt fra 1990 til 2005. Det skete dels via opgørelser fra NFA’s nationale arbejdsmiljøovervågning (NAK) og dels via det nationale register over sociale ydelser i Danmark, DREAM. Af disse ansatte var 188 gået på førtidspension i løbet af perioden.
Læs det engelske abstract til artiklen ”The impact of self-reported exposure to whole-body-vibrations on the risk of disability pension among men: a 15 year prospective study” og find link til den videnskabelige artikel.
Find listen over andre videnskabelige artikler fra NFA.
Yderligere oplysninger: Projektkoordinationschef Elsa Bach, NFA.