FreeTextSearch
 
search View English language version of this page
 
 
 

Medarbejdere i storrumskontorer har markant højere sygefravær

17-05-2011
Medarbejdere i fælleskontorer og i åbne kontorlandskaber rapporterer om 36-62 procent flere sygedage end personer i enkeltmandskontorer. Det viser resultaterne af en undersøgelse blandt 2.403 medarbejdere i forskellige kontortyper. Undersøgelsen er udført af forskere fra Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Højere sygefravær i storrumskontorer

Sammenlignet med medarbejdere i enkeltmandskontorer rapporterer medarbejdere i

  • 2-personers kontorer om 50 procent flere sygedage
  • 3-6 personers kontorer om 36 procent flere sygedage
  • åbne kontorlandskaber med flere end seks personer om 62 procent flere sygedage.

Undersøgelsen giver ingen forklaring på det højere fravær

Resultaterne fra undersøgelsen giver ingen forklaring på, hvad der er grunden til de flere selvrapporterede sygedage blandt medarbejdere i storrumskontorer. I den øvrige videnskabelige litteratur findes der fem hovedforklaringer på, hvad der kan forårsage et øget sygefravær i storrumskontorer, nemlig

  1. øget udsættelse for støj
  2. forskelle i ventilation
  3. øget udsættelse for vira
  4. forskelle i det psykosociale arbejdsmiljø
  5. en følelse af mindre frihed og autonomi for den enkelte.

Selvrapporterede data fra 2.403 medarbejdere

Undersøgelsen er en national tværsnitsundersøgelse og omfatter i alt 2.403 medarbejdere, der i en spørgeskemaundersøgelse fra 2005 oplyste, at de arbejder i kontorer. De forskellige typer af kontorer blev inddelt efter, hvad den enkelte rapporterede om antallet af medarbejdere i kontoret. Ligeledes oplyste den enkelte medarbejder også selv om, hvor mange sygedage vedkommende havde haft i løbet af et år. Analysen er justeret for alder, køn, socioøkonomisk status, body mass index (BMI), alkoholindtag, rygevaner og fysisk aktivitet i fritiden.

Læs den videnskabelige artikel ’Sickness absence associated with shared and open-plan offices – a national cross sectional questionnaire survey’ offentliggjort i tidsskriftet Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.

Yderligere oplysninger: Seniorforsker Jan Pejtersen, NFA.

 
Nyheder om møder og forelæsninger

Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Se en oversigt over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518

Vis desktop version
|WEBSITET ANVENDER COOKIES TIL AT HUSKE DIG OG DINE INDSTILLINGER.| Læs mere her