FreeTextSearch
 
View English language version of this page
 
 
 

To nye professorer skal styrke NFA’s forskning i muskel- og skeletbesvær

20-02-2013
Muskel- og skeletbesvær bliver nu styrket betydeligt som forskningsområde på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Det sker med udnævnelsen af to nye professorer på området, Lars L. Andersen og Andreas Holtermann. De har begge en omfattende forskningsproduktion bag sig og har vakt international opmærksomhed med deres resultater. Begge tiltræder den 1. marts 2013.

Betydelig styrkelse af forskningen i muskel- og skeletbesvær, siger direktør Inger Schaumburg

”Det er en stor glæde for mig at kunne udnævne to så dygtige og produktive forskere på NFA. Muskel- og skeletbesvær har gennem mange år været et af NFA’s strategiske forskningsområder, og det fortsætter det med at være. Siden 2008 har vi manglet en professor til at være drivkraften på dette vigtige forskningsfelt, som berører mange arbejdstagere i Danmark. Med udnævnelsen af så to fagligt stærke kapaciteter, som Lars L. Andersen og Andreas Holtermann, styrker vi dette forskningsområde betydeligt og fastholder vores stærke udvikling på området både nationalt og internationalt.”

To professorer bidrager med forskning på hver deres unikke felt

Lars L. Andersen

38 år, har arbejdet på NFA siden 2005. Lars Andersen forsker primært i,

  • om motion på arbejdspladsen kan være et værdifuldt bidrag til den eksisterende arbejdsmiljøindsats for at forebygge muskel- og skeletbesvær samt livsstilssygdomme, både blandt jobgrupper med stillesiddende og fysisk anstrengende arbejde.
  • hvordan motion på arbejdspladsen bedst kan integreres i dagligdagen, så det bliver til gavn for både medarbejdere og virksomheder.

Igangværende forskning

For øjeblikket centrerer Lars L. Andersens forskning sig omkring motion og ergonomiske tiltag på arbejdspladsen. Denne forskning har til formål at fastholde medarbejdernes arbejdsevne og reducere deres fysiske anstrengelse og den drejer sig om jobgrupper med hårdt fysisk arbejde, som fx medarbejdere på slagterier, i plejesektoren og i bygge og anlæg. Endvidere forsker han i, hvordan man bedst kan få fysisk aktivitet ind i arbejdsdagen i erhverv med stillesiddende arbejde.

Lars L. Andersen har tidligere stået i spidsen for forskning, der har vist,

  • at daglig, kortvarig motion sammen med kollegaerne (i form af træning med elastikker og kettlebells) kan øge den fysiske kapacitet og reducere besvær i nakke, skuldre og ryg samt hjælpe på hovedpine.
  • at der sker gavnlige tilpasninger i både muskler og nervesystem, når man træner ømme muskler, hvilket er et resultat af hans forskning i smertemekanismer.

Se Lars L. Andersens medarbejderside.

Andreas Holtermann

35 år, har arbejdet på NFA siden 2008. Han forsker primært i,

  • at forebygge og reducere nedslidning af medarbejderne og styrke arbejdsevnen indenfor jobgrupper med hårdt fysisk arbejde
  • fysiske belastningers og aktiviteters betydning for udvikling af muskelskeletbesvær, hjertekarsygdom, nedsat arbejdsevne og sygefravær.

Denne forskning gennemfører Andreas og hans forskerteam primært gennem større interventionsprojekter eller omfangsrige målinger ude på virksomheder blandt en række forskellige jobgrupper.

Igangværende forskning

For øjeblikket centrerer Andreas Holtermanns forskningsprojekter sig om interventioner, der skal reducere risikoen for hjertekarsygdom blandt rengøringsassistenter og forebygge og håndtere muskelskeletbesvær blandt social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Han udfører desuden objektive målinger af fysiske belastninger og aktiviteter over flere døgn og undersøger, hvilken betydning disse belastninger og aktiviteter har for udvikling af muskelskeletbesvær hos medarbejdere indenfor rengøring samt transport og industri. Endelige udfører han observationer af plejehjemsarbejde og ser på arbejdets betydning for udviklingen af muskelskeletbesvær.

Andreas Holtermann har tidligere stået i spidsen for forskningen, som har vist, at

  • konkrete tiltag kan reducere muskelskeletbesvær og fremme helbredet blandt medarbejdere med hårdt fysisk arbejde
  • fysisk aktivitet udført i arbejdet giver en anden effekt på helbredet end fysisk aktivitet i fritiden
  • det er muligt over flere døgn at måle, hvilke fysiske belastninger og aktiviteter, medarbejdere i forskellige jobgrupper bliver udsat for i dag.

Se Andreas Holtermanns medarbejderside.

Synergi mellem de to professorers indsats i fremtiden

Lars L. Andersen og Andreas Holtermann har desuden i fællesskab forsket i, hvilke risikofaktorer i arbejdsmiljøet, der kan udvikle muskel- og skeletbesvær samt medføre sygefravær. De har blandt andet vist, at høje fysiske belastninger og fysisk anstrengelse under plejearbejde er risikofaktorer for udvikling af muskelskeletbesvær og sygefravær. De to nye professorer vil fremover supplere hinanden og derved løfte forskningen indenfor muskel- og skeletområdet på NFA op på et endnu højere internationalt niveau end det er i dag.

Yderligere oplysninger

Direktør Inger Schaumburg eller forskningsdirektør Otto Melchior Poulsen, NFA.

 
Nyheder om møder og forelæsninger

Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Se en oversigt over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518