FreeTextSearch
 
search View English language version of this page
 
 
 

Der er markant forskel på fysisk aktivitet på jobbet og i fritiden

15-03-2016
Selv om du går meget på jobbet, er det ikke nødvendigvis lige så sundt for dig, som når du går en tur i fritiden. Derfor har forskere nu målt, hvad forskellen på bevægelsesmønstrene egentlig er.

Gåtur i skoven.

En god, lang gåtur på mindst 10 minutter gavner helbredet. Foto: Colourbox

Af Anne-Mette Holm

Aktiviteterne er nærmest de samme. Vi går, står og sidder både på jobbet og i fritiden, men det påvirker vores sundhed forskelligt. Der er nemlig markant forskel på, hvordan vi bevæger os, når vi er på jobbet, og når vi holder fri, viser ny undersøgelse.

Aktiv fritid er godt

Fysisk aktivitet i fritiden gør generelt risikoen for hjertekarsygdomme og smerter i muskler og led mindre, mens fysisk aktivitet på jobbet kan give helbredsmæssige problemer både med hjertet og smerter i muskler og led.  Det paradoks har forskere fra NFA og Universitetet i Gävle i Sverige forsøgt at finde et svar på ved hjælp af bevægelsessensorer.

Forskerne brugte oplysningerne fra sensorerne til at kortlægge variationer i deltagernes bevægelser 4 dage i træk i forskellige intervaller fra under et minut til mere end 30 minutter. På den måde kunne de se og sammenligne deltagernes fysiske aktivitet på jobbet og i fritiden.

10 minutters gang batter

Resultaterne viste fx, at deltagerne gik i længere tid, når de var på arbejde, end når de havde fri. Men de færreste deltagere nåede på arbejdet op på de mindst 10 minutters sammenhængende gang, som generelt anbefales for at få en gavnlig sundhedsmæssig effekt.

 

Om undersøgelsen
108 mænd og 83 kvinder mellem 21 og 65 år deltog i undersøgelsen. I 4 dage bar de bevægelsessensorer, der registrerede deres fysiske aktivitet, både mens de var på arbejde, og når de holdt fri.  Deltagerne havde alle job i industrien, sundhedsvæsenet, byggeriet, rengøringsbranchen eller inden for renovation – typiske brancher med meget manuelt arbejde.

Bedre indsigt kan være en gevinst

Forskerne kunne også se, at deltagerne sad ned i længere sammenhængende perioder, når de havde fri, end de gjorde på jobbet. Meget siddetid i fritiden og særligt i længere sammenhængende perioder har vist sig at øge risikoen for hjertesygdom og dødelighed, så det kan betyde noget for sundheden i det lange løb.

-Målingerne giver os en bedre indsigt i den måde, vi er fysisk aktive på i fritiden og på arbejdet. Vi kan se, hvad det er, der karakteriserer den gavnlige fysiske aktivitet i fritiden. Det giver en mulighed for at forsøge at designe jobbet, så aktiviteterne her mere kommer til at ligne det, vi gør i fritiden, så medarbejderne også kan få en positiv sundhedseffekt af de fysiske aktiviteter, de har på arbejdet, siger Andreas Holtermann.

Læs den videnskabelige artikel

Differences between work and leisure in temporal patterns of objectively measured physical activity among blue-collar workers.
Hallman DM, Mathiassen SE, Gupta N, et al. Differences between work and leisure in temporal patterns of objectively measured physical activity among blue-collar workers. BMC Public Health 2015;15:976

Yderligere oplysninger

Professor Andreas Holtermann, NFA

Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Se en oversigt over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518

Vis desktop version
|WEBSITET ANVENDER COOKIES TIL AT HUSKE DIG OG DINE INDSTILLINGER.| Læs mere her