FreeTextSearch
 
search View English language version of this page
 
 
 

Computerarbejde kan give røde og irriterede øjne

17-05-2017
Har man computerarbejde, er man i risikozonen for at få tørre, irriterende og røde øjne, men også andre faktorer som fx luftfugtighed, medicin og kosmetik spiller ind. Det viser ny forskning.

Computerarbejde kan give røde og irriterede øjne, viser ny forskning. 

Af Annemette Grant Larsen

At man har tørre øjne, der er irriterede og svier, er ikke usædvanligt. Faktisk klager 25-35 procent af alle kontoransatte over symptomerne. Det viser blandt andet et stort europæisk studie. Og det placerer problemet på top tre over de mest almindelige klager over indeklima på kontorer. 

Nu har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, kortlagt de risikofaktorer, som kan føre til generne. Computerarbejde og lav luftfugtighed er blandt hovedårsagerne, men indgår sammen med en række andre faktorer i en kompleks cocktail.

Endnu flere vil sandsynligvis blive ramt af øjenproblemer fremover, vurderer indeklimaforsker ved NFA, Peder Wolkoff, der står bag undersøgelsen:

- Problemet vil sandsynligvis stige. Både fordi vi sidder mere og mere foran computeren, men også fordi risikoen øges, jo ældre vi bliver, og vi er længere på arbejdsmarkedet, siger han. 

Hårdt for øjet at fokusere

Peder Wolkoff har gennemgået 255 eksisterende undersøgelser og skabt et overblik over mange af de risikofaktorer, som kan føre til øjenproblemerne. Gener som ifølge indeklimaforskeren også kan føre til træthed og påvirke den ansattes arbejdsperformance.  

Undersøgelserne viser, at visuelt krævende arbejde, hvor øjet skal fokusere og koncentrere sig, er hårdt for øjet. Når vi læser, skriver eller kigger på skærmen, blinker vi nemlig cirka tre gange mindre end normalt, og det udtørrer øjet, fordi øjet bliver fugtet, når vi blinker. Udtørringen kan føre til inflammation og et irriteret og brændende øje.

Andre risikofaktorer er blandt andet høj temperatur, træk og aggressive kemikalier, som er irriterende, fx formaldehyd, som bl.a. afgives fra nye træprodukter. Også mascara og anden kosmetik, kontaktlinser, visse typer medicin og ikke-opdagede øjensygdomme øger risikoen. Forskningsoverblikket viser desuden, at flere kvinder end mænd bliver ramt, og at risikoen stiger med alderen.

Korte pauser er bedst

Peter Wolkoff håber, at fx tilsynsførende i Arbejdstilsynet, arbejdsmiljøkonsulenter og læger på de Arbejdsmedicinske Klinikker rundt om i landet, bruger den nye viden. 

Han anbefaler, at de starter med at kigge på temperaturen og luftfugtigheden, når en kontoransat klager over irriterede øjne, og dernæst på, hvor mange timer i træk, den ansatte sidder foran skærmen. 

- Vi ved, at mange korte pauser er bedre end lange pauser for at holde øjet fugtigt. Derfor kan det være et godt sted at sætte ind, siger Peder Wolkoff.

Læs den videnskabelige artikel

Wolkoff P. External eye symptoms in indoor environments, Indoor Air 27 (2017) 246-260. [Epub ahead of print]. Indoor Air 2016. DOI: 10.1111/ina.12322

Yderligere oplysningerne




Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Se en oversigt over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518

Vis desktop version
|WEBSITET ANVENDER COOKIES TIL AT HUSKE DIG OG DINE INDSTILLINGER.| Læs mere her