FreeTextSearch
 
search View English language version of this page
 
 
 

Ny vision vil gøre op med silotænkningen i arbejdsmiljøarbejdet

21-12-2017
Vision Zero er en særlig tilgang, der handler om, at alle ulykker er forebyggelige om end ikke alle er uundgåelige, og at arbejdsmiljøarbejdet skal skabe værdi. Flere forskere argumenterer for, at tankegangen bør udvides til også at omfatte trivsel og sundhed på arbejdspladsen.

Vision Zero Foto Colourbox

Vision Zero er en gensidig forpligtelse, hvor både ledere og medarbejdere tager ansvar og tænker arbejdsmiljø ind i alle dele af arbejdet. Foto Colourbox.

Af Charlotte Aagaard Knudsen

I de senere år har der været stigende interesse for den såkaldte Vision Zero tankegang, der handler om, at der i arbejdsmiljøarbejdet skal være en strategisk forpligtelse, hvor ledere og medarbejdere gennem deres politikker, planlægning og praksis har en fælles overbevisning om, at alle ulykker er forebyggelige, og det er en proces, man arbejder sammen om.

Men tankegangen bør bredes ud fra blot at handle om sikkerhed til også at omfatte trivsel og sundhed i bredere forstand, mener en række forskere, der har publiceret en artikel i tidsskriftet Policy and Practice in Health and Safety.

Indsatser skal tænkes sammen

- Der har været en tradition for, at man talte om sikkerhed ét sted i organisationen, psykisk arbejdsmiljø et andet sted og produktivitet et tredje. Men der er et stort potentiale i at tænke det hele sammen, fordi det hele er forbundet og afhænger af hinanden.

Det siger Pete Kines, seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som er en af forfatterne bag artiklen.

- Man ved for eksempel, at træthed, stress og organisering af arbejdet har stor betydning for sikkerheden, derfor giver det god mening, at man laver samlede indsatser, der både retter sig mod sikkerhed, fysisk og psykosocialt arbejdsmiljø samt produktivitet.

Engagement og fælles ansvar er nøglen

Kodeordet i den nye måde at tænke arbejdsmiljø på er forpligtelse. En gensidig forpligtelse, hvor både ledere og medarbejdere tager ansvar og tænker arbejdsmiljø ind i alle dele af arbejdet fra politikker og procedurer til design, planlægning og praksis.

- Vision Zero er en strategi og en proces, hvor arbejdsmiljøarbejdet ikke bare er begrænset til noget, man tager sig af i arbejdsmiljøorganisationen, men en levende og inspirerende del af hele arbejdspladsen, som alle har et ejerskab til, og som alle anerkender, er med til at skabe værdi.

Vision Zero-strategien, der omfatter både ulykker, sundhed og trivsel, er blandt andet blevet baggrunden for en ny global kampagne, der blev lanceret i september 2017 af ISSA (International Social Security Assocation). Flere danske virksomheder har allerede tilsluttet sig kampagnen.

Læs mere om Vision Zero kampagnen

Læs forskningsartiklen

Zwetsloot G, Leka S og Kines P. Vision zero: from accident prevention to the promotion of health, safety and well-being at work. Policy and Practice in Health and Safety 2017;15(2):88-100. DOI: 10.1080/14773996.2017.1308701.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Pete Kines, NFA

 

Kontakt: NFA's webredaktion
 
Nyheder om møder og forelæsninger

Alle offentlige møder og forelæsninger annonceres i vores almindelige nyhedsstrøm.

Se en oversigt over de seneste annonceringer og omtaler af offentlige møder og forelæsninger

 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518

Vis desktop version
|WEBSITET ANVENDER COOKIES TIL AT HUSKE DIG OG DINE INDSTILLINGER.| Læs mere her