Høj grad af indflydelse i arbejdet beskytter mod negative effekter af høje krav i arbejdet

Kommentar og resumé er skrevet af seniorforsker Åse Marie Hansen og studerende Louise Hougaard Jakobsen, NFA.

Kommentar

Et højt niveau af indflydelse i arbejdet beskyttede mod negative effekter af høje krav i arbejdet. Det blev målt på en fysiologisk indikator i form af koncentrationen af hormonet kortisol i spyt. Den beskyttende effekt kunne ikke måles på personernes selvvurderede velbefindende. Det viser resultater af et kortvarigt eksperimentelt studie, hvor forskerne simulerede arbejdspladsforhold.

Studiepopulationen omfattede 77 studerende, som alle vurderede deres helbred som godt. Resultaterne fra denne studiepopulation kan derfor ikke overføres til at gælde for den erhvervsaktive del af befolkningen generelt. Ej heller er der mulighed for umiddelbart at overføre resultaterne til at gælde for arbejdspladser generelt. Det skyldes, at studiet foregik på en simuleret arbejdsplads og derfor mangler den kompleksitet, som findes på en rigtig arbejdsplads. Desuden foregik det over en kort tidsperiode på 3,5 time.

Forfatterne fremhæver, at en medarbejders selvvurderede velbefindende opstår som følge af arbejdspladsens karakteristika, og afhænger af, hvor længe medarbejderen har været på arbejdspladsen. Generelt går man ud fra, at en medarbejders velbefindende bliver påvirket over en længere periode som følge af de krav, der stilles og mulighederne for at få indflydelse i arbejdet. Man kan derfor ikke forvente, at de studerendes selvvurderede velbefindende ændrer sig på så kort tid som studiet varer. Ydermere kan det eksperimentelle set-up og et indbygget ønske om ’at gøre det så godt som muligt’ fra deltagerne være en årsag til, at forskerne bag studiet ikke finder en signifikant sammenhæng mellem de krav, der stilles og graden af indflydelse i arbejdet og forsøgspersonernes selvvurderede velbefindende.

Trods begrænsningerne er studiet interessant og værd at hæfte sig ved, fordi det er et studie, som viser, at man fysiologisk kan måle, at indflydelse beskytter mod høje krav i arbejdet.

Referencer

Haüsser JA, Mojzisch A og Schultz-Hardt S. Endocrinological and psychological responses to job stressors: An experimental test of the Job Demand-Control Model. Psychoneuroendocrinology. 2011; 36: 1021-1031. 

Baggrund

Forskerne bag dette studie tester en hypotese, som drejer sig om forholdet mellem det niveau af krav, den enkelte stilles overfor i arbejdet set i forhold til niveauet af indflydelse i arbejdet. I hypotesen antages, at et højt niveau af krav i arbejdet hæmmer medarbejdernes velbefindende og sundhed, hvorimod et højt niveau af indflydelse i arbejdet fremmer velbefindende og sundhed.

Et arbejde, hvor medarbejderen har høje krav i arbejdet og lavt niveau af indflydelse i arbejdet udgør altså ifølge hypotesen den højeste risiko for uønskede effekter på velbefindende og sundhed. Omvendt vil et højt niveau af indflydelse i arbejdet beskytte mod de negative effekter af højt niveau af krav i arbejdet.

Kun få eksperimentelle studier har tidligere undersøgt om høj indflydelse i arbejdet hæmmer den negative effekt af høje arbejdskrav på medarbejderes velbefindende og sundhed ved at måle på andre fysiologiske variable, såsom blodtryk og puls.

Problemstilling

Forskerne bag dette studie undersøgte om der kan måles en akut effekt af krav og indflydelse i arbejdet på forsøgsdeltagernes selvvurderede velbefindende og på koncentrationen af hormonet kortisol i deres spyt.

Metode

I alt 77 studerende (36 kvinder og 41 mænd) deltog i dette eksperimentelle studie. Forsøgsdeltagerne blev placeret i hver deres rum med en computer, hvilket udgjorde et simuleret arbejdssted. Før forsøget startede, blev forsøgsdeltagerne informeret om forsøget, og forsøgsopstillingen blev testet. Derefter fulgte den primære arbejdstest, som omfattede fem blokke á 22,5 minutters opgaveløsning. Opgaven gik ud på at sammensætte hardwarepakker i overensstemmelse med en fiktiv forbrugers forespørgsel.

Arbejdskravene blev manipuleret i form af varierende tidspres, fx ved et forskelligt antal af forbrugere pr. blok. Indflydelsen i arbejdet var enten forudbestemt af programmet i form af kortere elle længere tid pr. kunde til at gennemføre opgaven eller ved at den enkelte forsøgsdeltager selv kunne bestemme tempoet.
Eksperimentet blev afsluttet med en eftertest på syv minutter, hvor forsøgsdeltagerne skulle prøve at løse opgaven igen uden et pres om et bestemt antal forbrugere pr. blok eller tid pr. kunde.

Ved før- og eftertesten samt efter hver blok målte forskerne fik deltagerne taget en spytprøve, som blev målt for koncentration af kortisol, de fik spørgsmål om deres selvvurderede velbefindende og selvvurderede krav samt graden af indflydelsen i arbejdet.

Kravene i arbejdet blev målt med fire udsagn (fx ’tiden til at arbejde på kundens forespørgsel var meget kort’) og indflydelse med tre spørgsmål (fx ’jeg kunne selv bestemme, hvor lang tid jeg ville bruge på hver forespørgsel fra kunderne’). Forsøgspersoner skulle på en ”7-punkt-skala” angive i hvilken grad, de var enige i udsagnene.

Ved testen af forsøgspersonernes selvvurderede velbefindende blev de spurgt om deres positive/ negative følelser, interesse/velvære og mentale træthed.
Der blev i alt foretaget syv målinger af henholdsvis kortisol i spyt, selvvurderet velbefindende og selvvurderet krav og indflydelse i arbejdet, og eksperimentet varede i alt 3,5 time.

Resultater

Resultaterne er opdelt efter de to udfald:

1. Kortisol i spyt (en fysiologisk indikator).
2. Selvvurderet velbefindende (en psykosocial indikator).

De to første målinger af kortisol i spyt blev ikke medtaget i de senere analyser, da ændringer i koncentrationen af kortisol i spyt først forekommer ca. 30 minutter efter, at man har været udsat for en stressfyldt påvirkning.

Resultaterne viser,

• at en høj grad af indflydelse i arbejdet beskytter mod den negative effekt af høje krav i arbejdet, som kan vises i form af en højere koncentration af kortisol i spyt.
• at forsøgsdeltagere som blev eksponeret for høje krav i arbejdet og lav indflydelse i arbejdet havde signifikant mere kortisol i deres spyt, end deltagerne i de tre andre eksponeringsgrupper.

Resultaterne understøtter dermed hypotesen om, at indflydelse beskytter mod de negative effekter af høje krav i arbejdet, når det gælder fysiologiske effekter som kortisol.

Forskerne bag studiet fandt ingen signifikante effekter på forsøgsdeltagernes selvvurderede velbefindende, hverken når de blev stillet overfor øgede krav i arbejdet, eller når de fik øget indflydelse i arbejdet.

Konklusioner

Artiklens forfattere konkluderer, at deres analyser understøtter hypotesen om at en høj grad indflydelse beskytter mod negative effekter af høje krav i arbejdet. Dog skal resultaterne fortolkes med forsigtighed pga. den begrænsede mulighed for at generalisere.