Fokus på fysisk aktivitet som sundhedsfremme på årsmødet i American College of Sports Medicine (ACSM) den 27.-30. maj 2009

24-06-2009
Sted:  Seattle, USA

Skrevet af forsker Andreas Holtermann og forsker Lars L. Andersen fra projektgruppen ”Fysisk nedslidning”.

56. årsmøde i American College of Sports Medicine (ACSM)

Det 56. årsmøde i American College of Sports Medicine (ACSM) blev afholdt i Seattle, USA. Mere end 1.000 forskere fra alle verdenshjørner deltog. Alle sessioner og præsentationer ved konferencen, blandt andet NFA’s bidrag finder du på konferencesiden.

Formålet med at deltage i ACSM årsmøde

Målet med at deltage i årsmødet var at få overblik over den nyeste viden og igangværende forskning inden for emnet fysisk aktivitet som sundhedsfremme. Derudover at skabe nye kontakter med forskere inden for samme forskningsområde, samt præsentere og diskutere NFA’s igangværende forskning på området.

Fokus på fysisk aktivitet som sundhedsfremme

ACSM var en stor og nyttig konference til at udvide sin horisont og viden inden for brug af fysisk aktivitet som sundhedsfremme. Konferencen bestod af mange symposier omkring forskellige aspekter af fysisk aktivitet og helbred, lige fra livsstilsændringer, epidemiologi, forebyggelse af hjertesygdomme og muskelskeletalt besvær. Af speciel interesse var et symposium omkring fysisk aktivitet på arbejdspladsen. Nedenfor er kort beskrevet et selekteret udvalg af de mest interessante præsentationer vi var til.

Symposium omkring kohortestudier omhandlende fysisk aktivitet

IM Lee (Harvard University) fortalte om ”women’s health study”, hvor man følger kvinder prospektivt i forbindelse med ændringer i fysisk aktivitet og body mass index (BMI). Resultaterne viser, at fysisk aktivitet alene kun forebygger en stigning i BMI blandt de kvinder, som allerede er tynde (BMI under 25), men ikke har forebyggende effekt på kvinder med BMI over 25.  

Symposium omkring hvordan man opnår varige livsstilsændringer

RM Ryan fortalte om betydningen af indre motivation for at dyrke motion og skabe varige livsstilsændringer. Folk vil ophøre med at være fysisk aktive, hvis de bliver kontrolleret eller er drevet af en ydre motivationskilde. Det er derfor vigtig at tilrettelægge motivationen, så personen bliver motiveret af indre faktorer, som fx at kunne opleve glæden ved at være fysisk aktiv, hvilket vil forebygge livsstilssygdomme i det lange løb.

Fysisk aktivitet og livsstils-interventioner mod overvægt

A Otto fortalte om The RENEW study, der er et stort interventionsstudie, hvor den ene gruppe får fysiske aktiviteter + diæt, mens den anden kun får diæt. Resultaterne viser, at fysisk aktivitet + diet er mest effektivt, hvis man vil tabe vægt. Der var tilknyttet en psykolog til at hjælpe deltagerne med at overkomme barrierer. A Otto fortalte også om vigtigheden af at have gruppemedlemmer i samme “vægtklasse”. Interventionen skal være intensiv for at give den største effekt.

Fysisk aktivitet på arbejdspladsen

N. Pronk fortalte om vigtigheden af den kombinerede indsats (fysisk aktivitet, diæt og tanketræning) for at opnå livsstilsændringer. Han fortalte om et studie, han har lavet på 7.000 arbejdere på ”the optimal lifestyle metric”, der omhandler betydningen af livsstilsfaktorerne (rygning, motion, alkohol og sund kost) for sygelighed og ”health care costs” i de næste 2 år (fulgt op i registre). Personer, der opfylder anbefalingerne vedrørende disse livsstilsfaktorer, har væsentlig lavere risiko for at få hjertekarlidelse, cancer og rygbesvær, og 50 % lavere health care costs end de, der ikke opfylder anbefalingerne.

Yderligere oplysninger

Forsker Andreas Holtermann, NFA, tlf. 3916 5352, aho@arbejdsmiljoforskning.dk



Opdateret 10-02-2010
Opdateret 09.02.2012
Kontakt: Andreas Holtermann
 
 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518