16-03-2001
Formidlingsmøde
Sted: AMI
Mødeleder: Peder Wolkoff
Resumé af oplæg til AMI formidlingsmøder den 16. og 23. marts om "Indeklima"
Indeklimaluften kan indeholde mange forskellige forureninger, som kan medføre direkte påvirkninger
af vores helbred. Forureningerne kan opdeles i to store hovedgrupper, flygtige forbindelser og partikler. Flygtige
forureninger, der direkte kan påvirke mennesker er forbindelser som formaldehyd, ozon, bekæmpelsesmidler
(fx pentachlorophenol) og benzen. Tilsvarende kendes skadelige virkninger fra partikler, som fx mikroorganismer
(fx Legionella), uorganiske partikler (fx asbest og bly) samt allergener fra mider, husdyr og svampe.
Formidlingsmøderne tog udgangspunkt i de flygtige organiske forbindelser, der benævnt VOC'er (Volatile
Organic Compounds). VOC'erne er imidlertid ikke tilstrækkelige til at kunne forklare de sundhedsmæssige
og komfortmæssige virkninger af de flygtige eller semiflygtige forbindelser i indeklimaet. Det er derfor
nødvendigt, at øge det "analytiske vindue" og inddrage en bredere gruppe af stoffer for
at kunne forklare flere af de observerede reaktioner. En fællesnordisk arbejdsgruppe er netop kommet med
et sådant forslag til et nyt analytisk vindue, benævnt OCIA (Organic Compounds in Indoor Air).
Peder Wolkoff, AMI, forklarede hvad forskellene er mellem VOCer og OCIA.
Øjne og luftveje
I det første indlæg gennemgik lektor ph.d. Søren K. Kjærgaard fra Institut for Miljø-
og Arbejdsmedicin (IMA) ved Århus Universitet, hvilke erfaringer de har med OCIA fra undersøgelser
i kontrollerede kammerforsøg. Søren Kjærgaard er specialist i kammerforsøg. Han har
undersøgt en lang række VOC'ers virkninger på mennesker, hvor både de subjektive reaktioner
som lugt og irritation og hvor en lang række objektive reaktioner (fx røde øjne, stabilitet
og tykkelse af tårefilmen, skumdannelse og skader på øjets slimhinder) er inkluderet i undersøgelserne.
Senest har Søren Kjærgaard spillet en stor rolle i forbindelse med IMAs udvikling af en "brille",
hvor man på en person kan påvirke hvert øje med forskellige stoffer. Denne metode giver mulighed
for en objektiv vurdering og sammenligning af VOC'ers irritationsevne.
Da relevante VOC-eksponeringer fra indeklimaet kun i sjældne tilfælde har kunnet forklare rapporterede
indeklimasymptomer som øjen- og luftvejsirritation, har det været nødvendig, at forskerne er
begyndt at se sig om efter andre forklaringsmodeller. Seniorforsker, Peder Wolkoff, AMI, gennemgik derfor,
hvad vi ved om betydningen af OCIA ud fra den videnskabelige litteratur. AMI har begyndt måling af en række
OCIA forbindelser, hvorfor seniorforsker ph.d. Per Axel Clausen gennemgik egne og andre forskeres måleresultater.
Det er bl.a. muligt, at måle fx overfladeaktive stoffer (surfactanter/tensider) og phthalatblødgører
i indeklimastøv.
Lugt
Lugten spiller en kompleks rolle i forbindelse indeklimagener. En forståelse af lugtens biologi er derfor
en af forudsætningerne for, at kunne forstå mange indeklimaproblemer. Lugtens fysiologi og samspil
fx med stressreaktioner blev gennemgået af Peder Wolkoff og Gunnar Damgård Nielsen,
AMI. Til slut gennemgik Gunnar Damgård, hvor vi står mht. vurdering af målte indeklimakoncentrationer
af OCIA.
Rekvirer overheads fra formidlingsmødet
Hvis du ønsker kopi af specifikke overheads fra formidlingsmødet, så send en mail til ibl@ami.dk, hvor du gør opmærksom på, hvilke oplæg du konkret ønsker overheads fra.