· Arbejdstilsynets ulykkesregister, der er landsbaseret, men behæftet med en ca. 50%, men i princippet ukendt, underrapportering. Der har været et beskedent fald i antallet af ’indberettet’ arbejdsulykker de seneste 5 år.
· DA’s tal, der dækker DA’s område, baseret på frivillig indberetning fra 400-500 virksomheder, repræsenterende omkring 100.000 fuldtidsstillinger. Disse virksomheder er formentlig ’spydspidsvirksomheder’, med en ulykkesfremkomst i den lave ende. DA’s tal viser et klart fald i ulykkesfremkomsten fra 1995 til 2000. Panelet af virksomheder, der indberetter fra år til år, er imidlertid ikke de samme, men DA oplyser, at sammenlignes 2000 med 2001, findes det samme fald i ulykkesfremkomsten blandt de virksomheder, der var med i både 2000 og 2001, som man finder i det totale datamateriale. Der gives ikke information om dette også gælder for sammenligninger der går længere tilbage end år 2000. Konklusionen er dog formentlig den, at der faktisk har været et reelt fald i ulykkesfremkomsten inden for DA’s område, i det mindste i de spydspidsvirksomheder der vælger at indrapportere. Dette er også hvad man skulle forvente, idet det er kendt, at der har været et enormt fokus på arbejdsulykker i spydspidsvirksomheder inden for dette område.
· Sundhedsstyrelsens tal fra Skadestuebehandlinger, der er registret siden 1995. Her har antallet af arbejdsulykker ligget meget konstant på ca. 85.000 årligt.
· Arbejdsmiljøinstituttet egne tal stammer fra instituttets Nationale Arbejdsmiljø Kohorte (NAK), der dynamisk består af godt 5000 personer på arbejdsmarkedet. Kohorten er repræsentativt for personer på det Danske arbejdsmarkedet generelt (geografisk, alder og køn), men er beskeden i størrelse sammenlignet med DA’s tal, og især sammenlignet med AT’s tal, som jo er landsdækkende. Ulykkesfremkomsten i NAK har været stigende, med 4% af arbejdsstyrken i 1990, 5% i 1995 og 6% i 2000.

Sammenlignes DA’s tal med AMI’s tal, med en faldende ulykkesfremkomst blandt DA’s spydspidsvirksomheder, og en stigende fremkomst i de landsrepræsentative tal, må det konkluderes, at der er kommet en større ulighed i sikkerhed på arbejdet. Dette synes også at være det indtryk mødedeltagerne har fra deres daglige praksis som arbejdsmiljøprofessionelle. Der er derfor i endnu højere brug for indsatser på ulykkesområdet, en indsats, der måske især kan påvirke den bredere gruppe af erhvervsaktive. DA vil oplagt kunne bidrage til dette ved at få kortlagt hvilke specifikke indsatser der har bidraget til den positive udvikling inden for deres områder.

AMI’s data fra NAK viser at det er brancherne ’Industri’, ’Byggeanlæg’ og ’Landbrug’, der har den højeste ulykkesfremkomst, og det er ’Undervisning & Forskning’, ’Finans’ og ’Offentlige og private kontorer & administration’ der har den laveste fremkomst. Udviklingen i fremkomsten af ulykker i 10-års perioden fra 1990 til 2000, indenfor de enkelte brancher har, når man ser på de rå tal, været noget forskellige. Men tages der hensyn til den statistiske usikkerhed er der ingen branche der adskiller sig fra den generelle stigning. Det er kvinderne der står for den største stigning i ulykkesfremkomsten, idet kvinderne har oplevet en 100% stigning i perioden, hvor mændene ’kun’ har haft en stigning på 26%. Fraværet som følge af ulykker er betragteligt. I gennemsnit er fraværet efter en ulykke ca. 17 dage. Da det samtidig er ca. hver 17. der årligt kommer til skade, kan dette samlede fravær udtrykkes som ’En dag pr. mand pr. år’!!!

Kim Lyngby Mikkelsen

Seniorforsker

EFAU, AMI

klm@ami.dk

Learning by doing. Sikkerhedslæring og -praksis blandt danske jord- og betonarbejdere
Dette paper fokuserer på læring af sikkerhedspraksis i et ’risikofællesskab’, og diskuterer relationen mellem individets viden om sikkerhed på den ene side samt sikkerhedsregler på den anden. At få individer til at følge sikkerhedsregler er en af de måder, hvorpå vi forsøger at regulere adfærd og indlære praksisser som vi opfatter som sikre. Med udgangspunkt i materiale fra et antropologisk feltarbejde argumenteres der for, at det nuværende begreb om sikkerhedsregler er utilstrækkeligt og må gentænkes. Dette skyldes blandt andet at risiko er mere end et kausalt forhold og at risici såvel som regler ikke altid kan artikuleres. Viden om risici og regler til at håndtere dem ligger i relationen mellem ord og social praksis. Derfor må vi bevæges os hinsides det vi kan udtrykke i sprog, moral og lovgivning og sikre at den kropslige viden som ikke kan artikuleres overleveres fra generation til generation for at lære jord- og betonarbejdere eller andre sikker praksis.
Charlotte Baarts
Antropolog, Ph.D. studerende
EFAU, AMI
cb@ami.dk

Risici og sikkerhedskultur. Hvordan kan vi arbejde med disse begreber?
(se slides)
Risikoopfattelsen er subjektiv og ofte ikke i overensstemmelse med den objektive risiko. Den subjektive risikoopfattelsen afhænger desuden af en række ydre faktorer, så som, om grunden til risikoen er kendt eller ukendt, om den er synlig eller usynlig, frivillig eller ufrivillig, mm. I ledelsessystemet OHSAS 18001 defineres begrebet ”acceptabel risiko” som: ”En risiko, der er reduceret til et niveau, som organisationen kan acceptere under hensyntagen til sine juridiske forpligtelser og sin egen arbejdsmiljøpolitik”. Risiko må i et sikkerhedskulturperspektiv ses som en størrelse, der ’forhandles’ til et funktionelt niveau, der er et resultat af styrkeforholdet mellem de enkelte grupper, og dette er kun muligt ved at gøre risikoen eksplicit. ”Sikkerhedskultur” er et væsentligt element i det der betegnes ”The third age of safety”.
Den første tidsalder var den ’tekniske’, hvor der var en tro på, at det var teknisk muligt at lave arbejdsmiljøer, der var 100% risikofrie. Når der skete en ulykke eller opstod fejl, var løsningen et teknisk fiks, f. eks. en afskærmning.
Den anden tidsalder kan kort beskrives som ’Rule-based’, dvs. baseret på adfærdsregulerende regler og instruktioner, der især skulle regulere forholdet mellem mand og maskine’. Når der så alligevel opstod ulykker, var løsningen et ’rule-fix’, dvs. en ekstra regel eller en ekstra instruktion, der skulle overholdes. I en tiltagende kompliceret og dynamisk produktion, bliver regelsættet og instruktionerne hurtigt meget omfattende, og det bliver i praksis umuligt at overskue og især umuligt at overholde reglerne, hvis arbejdet skal kunne udføres under sædvanlig tidspres. Kathryn Mearns siger i denne forbindelse ”Usikker adfærd er den bedste prædiktor for ulykker og nærved ulykker, men usikker adfærd er på den anden side drevet frem af den enkeltes oplevelse af et ’produktionspres’”!!! (Kathryn Mearns et all (2001): Work & Stress Vol. 15 nummer 2). Regelsættet får efterhånden karakter af, at det kun kan bruges til at identificerer hvem der har overtrådt en regel, når årsagen til og dermed skylden for en ulykke skal findes.
I den såkaldte tredje tidsalder - når det gælder forebyggelse af arbejdsulykker (sikkerhedskultur og sikkerhedsledelse) lægges der vægt på designet, arbejdsorganisering og ledelse af arbejdet. Det betyder at det i stigende grad bliver nødvendig, at den risiko der er forbundet med en given arbejdsproces, gøres eksplicit i en dialog med alle implicerede partnere i virksomheden. Så mens man på ingen måder bør nedgøre betydningen af tekniske løsninger og klare og overskuelige regler og instruktioner, bliver udfordringen i den kommende tid, at få fokus på ”acceptable risici og hvordan denne bliver konkret udmøntet i virksomheden.. I denne proces, er det vigtigt at man ikke blot erstatter rigoristiske regler og manualer for arbejdets udførelse, med tilsvarende rigoristiske sikkerhedsledelsessystemer.
Ulykkesgruppen på AMI arbejder med at udvikle proaktive sikkerhedsmetoder, der skal gøre det muligt for en virksomhed at monitorere om sikkerhedsarbejdet skrider frem som planlagt. Og inden for ’sikkerhedskulturen’ arbejder vi specielt med ”engagementet i sikkerhedsarbejdet” og ”modenhed i sikkerhedsarbejdet”. Der vil blive givet eksempler på brugen af disse 2 dimensioner, nemlig ’engagement i sikkerhedsarbejdet’ og ’modenhed i sikkerhedsarbejdet’.
Afslutningsvist argumenteres der for at vi fremover vil komme til at arbejde mere med den subjektive vurdering af risici i arbejdet og at konsekvenserne af de beslutninger der bliver taget i virksomheden i form af ulykkesrisici, vil blive mere synlige. Sikkerhedskultur vil dermed blive et væsentligt område hvis antallet af ulykker på arbejdspladserne skal reduceres yderligere.
Johnny Dyreborg
Forskningsassistent
EFAU, AMI
jd@ami.dk

14-07-2004

22.05.2013

Kontakt: NFA's webredaktion

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518