Projektet om CSR og arbejdsmiljø i mindre
virksomheder besvarer de to første forskningsspørgsmål gennem tre
undersøgelser (del A), der danner baggrund for udarbejdelse af en model
(del B), som efterfølgende afprøves (del C). Undersøgelsens del B, C og D
vil tilsammen besvare det sidste forskningsspørgsmål.
Projektets opbygning
A. Baggrundsundersøgelser: Tre undersøgelser af bevæggrunde for CSR
sammenholdt med problemstillinger og vilkår for arbejdsmiljøfremme.
B. Modeludvikling: Udvikling af forståelser og modeller for målrettet
arbejdsmiljøfremmende CSR i mindre virksomheder.
C. Intervention: Afprøvning af modellerne.
D. Analyse og formidling af resultaterne.
Del A bidrager til forståelse af arbejdsmiljøindsatser ud fra forskellige
bevæggrunde for CSR og typer af mindre virksomheder. Modellerne målrettes
(del B) og afprøves af store kunder med CSR-leverandørkrav og en branche
(del C).
Projektet anvender kvalitative metoder til undersøgelse af retning og
bevæggrunde for CSR og dybtgående forståelser af indvirkning på
arbejdsmiljøet (11-12). Projektet inddrager kvantitative registreringer af
antal, omfang og indhold af arbejdsmiljø- og CSR-aktiviteter. Det er
projektets forudsætning, at øgede arbejdsmiljøtiltag har en forbedrende
indvirkning på arbejdsmiljøet.
Der er tilknyttet et ph.d.–projekt til dette projekt. Formålet med
ph.d.-projektet er at undersøge, hvordan arbejdsmiljø i mindre virksomheder
påvirkes af leverandørkrav fra offentlige kunder. Se beskrivelse af
ph.d.-projektet ”
Påvirkning af mindre virksomheders arbejdsmiljø gennem offentlige
virksomheders leverandørkrav”.