Overfladebehandling af læder, skind, tekstiler,
gulvtæpper, fliser og murværk anvendes til at gøre overfladerne vand- og
smudsafvisende. Mange af de produkter, der benyttes til dette formål, er på
sprayform og kan derfor indåndes og påvirke lungerne. Der findes flere
eksempler på, at arbejdstagere og andre har fået alvorlige
åndedrætsproblemer efter at have anvendt visse sprayprodukter til
overfladebehandling og imprægnering. Indenfor de seneste år er adskillige
nye ”nano”sprayprodukter kommet på markedet, og den professionelle
anvendelse af sådanne produkter forventes yderligere at stige kraftigt.
Dette til trods for at produkterne generelt er dårligt belyst mht. deres
evne til at give alvorlige luftvejsskader og åndedrætsproblemer. Problemet
aktualiseres af ny dansk og tysk forskning, der viser, at nogle typer af
”nano”sprayprodukter kan give meget alvorlige skader på lungerne, når
forsøgsdyr indånder disse produkter.
Det overordnede formål med nærværende projekt er at skabe ny viden, der i
det praktiske arbejdsmiljøarbejde og -regulering kan anvendes til at
forebygge arbejdsrelaterede sundhedseffekter af nye ”nano”sprayprodukter
til overfladebehandling. Forskerne vil gennemføre systematiske kemiske og
toksikologiske undersøgelser af overfladebehandlingsmidler og
delkomponenter heraf for at kortlægge, hvilke kemiske stofgrupper der er
ansvarlige for den toksiske effekt og under hvilke betingelser. Projektet
omfatter desuden en kortlægning af den erhvervsmæssige anvendelse af
sprayprodukter til overfladebehandling og imprægnering i forskellige
brancher.
Læs mere om projektet her på netstedet.