Metode og design

Projektets forskningsspørgsmål besvares i et sociologisk studie af leverandørkæder knyttet til Københavns Kommune (KK). Til sammenligning af offentlige og private virksomheders CSR-krav benyttes sammenligneligt empirisk materiale fra hovedprojektets undersøgelse af Scandic.

Det centrale genstandsfelt for ph.d.-studiet er interaktioner mellem virksomheder og internt i virksomheder, hvor det er muligt at studere, hvordan virksomhederne påvirker hinanden og hvori påvirkningen består. Interaktionerne foregår både i konkrete møder mellem mennesker og via dokumentmateriale. Der benyttes kvalitative metoder, da de netop åbner op for analyse af forskellige typer data og dermed for studiet af forskellige interaktionsformer (12, 33). Fremgangsmåde og analyser vil bygge på en organisationssociologisk begrebsramme bestående af følgende tre elementer:

  1. Interaktionsteoretiske begreber (34-39) benyttes til forståelse af relationer mellem aktører og netværk.
  2. Magt- og styringsteori (40-41), herunder teori om governmentality (42-44) benyttes i analysen af nye magt¬relationer og i sammenligning af KK og Scandics regulering via leverandørkæder.
  3. Nyere arbejdslivssociologi (45-48) benyttes til at analysere arbejdsmiljø.

I KK handler CSR-krav til leverandører om miljø, arbejdsmiljø, etiske hensyn og en række sociale klausuler. Med disse krav benytter kommunen sin magt som køber til at gennemføre sin politik, f.eks. på miljø- og beskæftigelsesområdet. Nogle leverandørkrav er ufravigelige, andre er bløde, og der er mulighed for at indgå frivillige aftaler om social ansvarlighed.

For at undersøge hvordan KK stiller krav til leverandører og hvilke bevæggrunde der er for kravenes udformning, indsamles og analyseres dokumenter (19, 49), som beskriver og formidler KK’s leverandørkrav. Hos fire leverandører og fire underleverandører til KK indsamles og analyseres dokumenter som f.eks. personalehåndbøger. I KK gennemføres interviews (16-17) med indkøbschefen, medarbejdere der arbejder med kontakt til leverandører, samt med politikere med indblik i de politiske mål med leverandørkravene. Hos leverandører og underleverandører interviewes ejere/ledere for at få indblik i hvordan virksomheden håndterer de kundekrav, den står overfor. Medarbejdere interviewes for at lære om arbejdsmiljøet i virksomheden.

For at opnå indsigt i kommunens rolle overfor leverandørerne og hvordan hhv. hårde og bløde krav om CSR udøves i praksis gennemføres observationsstudier i KK’s indkøbsafdeling og hos leverandører og underleverandører (18, 50). Studierne vil vare mindst 12 uger fordelt i perioder primært i projektets første år. Her stu¬deres de arbejdsgange, hvor mindre virksomheder møder CSR-krav fra kommunen og forhandler med kommunen. Den ph.d.-studerende vil deltage i møder mellem leverandører og KK og studere arbejdsmiljø hos leverandørerne (51). Det tilstræbes at studere leverandørvirksomheder, som kommunen aktuelt er i kontakt med, for således at følge CSR-kravene fra kommunen ud i virksomhederne.

I sammenligningen af KK og Scandic kan det blive relevant at tilføje empiriindsamling hos Scandic eller Scandics leverandører, som rækker ud over det, der indsamles i hovedprojektet.

 13.10.2008
Kontakt: NFA's webredaktion
 
 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518