Fysisk aktivitet på kontorarbejdspladser
Ansatte i erhverv med stillesiddende, ensidigt gentaget arbejde,
rapporterer hyppigt bevægeapparatbesvær. Men vores viden er begrænset når
det drejer sig om hvordan vi bedst kan mindske bevægeapparatbesværet og det
sygefravær der ofte følger med.
I denne undersøgelse skal vi se om
-
bevægeapparatbesvær hos kontoransatte kan reduceres ved hjælp af
sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen - i arbejdstiden.
-
formen af de sundhedsfremmende aktiviteter har betydning for i hvilket
omfang bevægeapparatbesvær reduceres.
-
der er sammenhæng mellem reduktion af bevægeapparatbesvær og reduktion af
sygefravær.
-
omfanget af bevægeapparatbesværet før indførelsen af sundhedsfremmende
aktiviteter har betydning for hvor meget besværet kan reduceres.
Sekshundrede ansatte fra ToldSkat deltager i undersøgelse som gennemføres i
samarbejde med Københavns Universitet
Institut for Idræt og Dansk Firmaidrætsforbund. De
sundhedsfremmende aktiviteter er fx information om sundhedsfremmende emner
og forskellige former for fysisk aktivitet. Aktiviteterne varer op til ca.
1 time om ugen i arbejdstiden og interventionen strækker sig over et år.
Før, under og efter interventionen måles bl.a. objektive stressmarkører i
blod og spyt, kolesterol i blodet, muskelstyrke og kondition. Desuden
spørger vi til deltagernes ergonomiske og psykosociale arbejdsforhold,
fysisk aktivitetsniveau, oplevede besvær i kroppen og sygefravær.
Undersøgelsen kan medvirke til at afdække hvilke sundhedsfremmende
aktiviteter, der har størst positiv effekt på bevægeapparatbesvær og
sygefravær, når de udføres på kontorarbejdspladser - i arbejdstiden.
Følgende materialer kan downloades i pdf format
Rapport
Sundhedsfremme på arbejdspladsen (SPA)
Træningsdagbog ergometer
Træningsdagbog styrke