FreeTextSearch
 
search View English language version of this page
 
 
 

SUN - Bæredygtige nanoteknologier

Vores forståelse af de eventuelle miljø- og sundhedsmæssige risici forbundet med nanoteknologi er stadig begrænset og kan resultere i, at væksten og innovationen af denne teknologi stagnerer. Andre teknologier har vist sig at have uventede miljø- og sundhedsmæssige effekter flere år efter, de blev introduceret bredt på markedet. De værste tilfælde medførte enorme omkostninger for samfundet og virksomhederne i form af lock-in effekter (dyr omstilling af produktion), overregulering og mistet tillid blandt forbrugerne.

Forskningsprojektet ’Bæredygtige nanoteknologier’ (SUN) bygger på en hypotese om, at den nuværende viden om miljø- og sundhedsmæssige risici ved nanomaterialer, som pt. er begrænset, alligevel kan vejlede producenter af nanomaterialer til at undgå et fremtidigt negativt ansvar ved at anvende en integreret tilgang i risikovurderingen og –håndteringen, der omfatter hele produktets livscyklus fra produktion over anvendelse til bortskaffelse.

Projektets endelige mål er at udvikle et brugervenligt hjælpeværktøj, som er baseret på en kombination af risikovurderinger af nanomaterialer gennem hele deres livscyklus. Hjælpeværktøjet skal gøre det muligt for virksomheder og myndigheder at vurdere de miljø- og sundhedsmæssige risici for et specifikt nanomateriale, hvor man både tager fordele og ulemper med i betragtning, inden de bliver anvendt i nye produkter.

Industripartnere i SUN vil give hjælpeværktøjet et "reality-check" ved at teste det med eksisterende industrielle case-studier og inkludere cost / benefitanalyser og vurderinger af risici i forbindelse med forsikringsansvar. Resultatet af denne evaluering vil være et sæt retningslinjer for ”sikkert design” af produkter og processer der omfatter nanomaterialer.

Som "biprodukt" vil SUN identificere behovet for fremtidig forskning og foreslå en prioritering i den nuværende regulering af nanomaterialer.

SUN-projektet vil levere strategier og metoder, der går ud over den eksisterende state-of-the-art forståelse af egenskaberne, interaktionerne, skæbnen, konsekvenserne og risici ved tekniske nanomaterialer, omfattende nano-objekter, deres aggregater og agglomerater (NOAA).

NFA leder Arbejdspakke 5 i projektet, som omfatter Modeller til eksponeringsvurdering for forbrugere og arbejdstagere

Læs mere om SUN, projektet Bæredygtige nanoteknologier her på hjemmesiden eller på den officielle SUN hjemmeside. Teksten er på engelsk.

 26.06.2017
 
 
 
 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | DK-2100 København Ø |

Tlf 39 16 52 00 | fax 39 16 52 01 | e-mail: nfa@arbejdsmiljoforskning.dk | CVR: 15413700 | EAN: 5798000399518

Vis desktop version
|WEBSITET ANVENDER COOKIES TIL AT HUSKE DIG OG DINE INDSTILLINGER.| Læs mere her